Man gjorde en genre fortræd

Weekendavisen 6. januar 2017

Kommentar. Mens vi voksne (og børnehaverne!) kan opleve ambitiøs scenekunst, bliver de store børn ofte spist af med genopsætninger og middelmådighed.

DR's julekalender Den Anden Verden var tæt på at drukne i debatten om nisser eller ikke nisser. Men et mere interessant – og højtidsuafhængigt – tema i serien var det store barns transformation til en lille voksen. Sara står på scenen på moderens amatørteater, men har det med at forsvinde ind i brødrene Grimms eventyrverden. Hendes tvillingesøster Anna har sceneskræk og ser det som sin opgave at kalde søsteren tilbage til virkeligheden.

Netop mellem på den ene side barneeventyrets gyldne filter, dværgene og dragkostumerne og på den anden side den bevidste voksenverden med angsten for at glemme sin replik findes vel puberteten. Der er desuden noget næsten ironisk over at lade netop denne aldersgruppe være hovedpersonerne i en julekalender om en ambitiøs ungdomsteaterforestilling. Sidstnævnte er nemlig en truet kunstart på dansk jord.

I det forgangne år er landets store børn ofte blevet spist af med rutineprægede genopsætninger eller i bedste fald hæderlige nyfortolkninger. Fra Ronja Røverdatter (Aalborg Teater), Gummi T (Odense Teater og Aalborg Teater) og Fakiren fra Bilbao (Aarhus Teater) over Hodja fra Pjort (Folketeatret) og den turnerende Skammerens datter (Østre Gasværk) til Nøddeknækkeren i både den majestætsautoriserede version i Tivolis Koncertsal og hiphop-udgaven på Docken. På Bellevue Teatret annoncerede man stolt, at man for 30. år i træk spillede Folk og Røvere i Kardemomme By, mens Teater V ikke overraskende valgte at genopsætte de populære Karius og Baktus og Dyrene i Hakkebakkeskoven. Det er ikke rædsomt, men det er heller ikke videre ambitiøst.

Lund Kirkegaard, Reuter, Kaaberbøl, Egner og Tjajkovskij er sikre stier at vandre på, men det er, som om de krav, vi lægger ned over voksendramatikken, er ikkeeksisterende på børne- og ungdomsteatrets område. Hvor er den originale, nyskrevne forestilling, der henvender sig til den interesserede betweenager, og som ikke læner sig op ad et allerede velkendt forlæg? Hvor er den teaterdirektør, der tør satse og præsentere os for en uleflende teenageforestilling, der ikke undervurderer sit publikum?

Det tætteste vi kommer i de senere år er Aarhus Teaters On/Off (2015), en farvepumpet iscenesættelse af internettets virkelighedsleg, men alt for ofte trækker de unge teatergængere det korteste strå i en kynisk kalkule af 'gynger og karruseller': de voksne får originalt drama, mens de velbesøgte familieforestillinger betaler gildet. I jagten på billetkroner har man forpasset at forny en hel genre. Der er undtagelser – som Teater Vestvoldens scifimanga-kampdans Taynikma – skyggens vilje og aarhusianske Teateriet Apropos og Filurens Ildsjæl om fanatisme og ansvar – men de findes så godt som altid langt for de største scener.

Og det behøver hverken at være dyrt eller prætentiøst. En af de væsentligste teateroplevelser jeg har haft i lang tid fandt sted for et års tid siden i en hængekøje på det gamle kaserneområde i Viborg. På Værkstedsscenen havde Carte Blanche og Teater Gruppe 38 sat sig for at iscenesætte den romerske myte om Androkles og løven. Fra rummets midte genfortalte Bodil Alling den gamle historie om slaven, der søger tilflugt i ørkenen. Rundt om hende var vi tilhørere, de fleste små skolebørn, installeret i vuggende hængekøjer i koncentriske cirkler, hvorfra vi kunne se fortællingen genskabt på en bølget dug i loftet. I kulissen sørgede tre teknikere for både lyd og billeder ved hjælp af papirudklip, mosaikker, sandkorn og vanddråber på projektorernes små glasplader. En magisk halv time, der bestemt ikke var et bekostelig foretagende, men resultatet af kreative kræfters mod.

Interessant nok henvender de mest uforfærdede børneforestillinger sig faktisk til de allermindste. Det var i dette efterår tilfældet med Gertrud  Exner og TeaterBLIKs poetiske origamiforestilling Hov!, BaggårdTeatret og Rokoko Studios' eksperimenterende animationsfortælling H.C. Andersen lever! og den fortættede, humoristiske danseforestilling Tre Ben på Aaben Dans i Roskilde. Ligesom man bør nævne Det Lille Teater og have visse forhåbninger til Eventministeriets formentlig radikale greb om Peddersen og Findus på Det Kongelige Teater til januar. Her er man hverken bange for at blende genrer og kunstarter eller bryde med det gammelkendte kukkasseformat. Imens lades deres store søskende desværre i stikken.

ahb