Ivan Olsens hævn

Weekendavisen 30. december 2016

Teater. »Jeg ville ønske, at jeg var den bedste til alting!« Odense Teaters Gummi T handler om at ville være en anden, end den man er.

Odense Teater. Gummi T. Iscenesættelse: Rasmus Ask. Scenografi, kostumer, grafik og animationer: Gunnar Wille. Lys: Simon Holmgreen. Lyd: Kim Malmose. Til 26. februar.

Ole Lund Kirkegaards berømte børnebog Gummi-Tarzan (1975) blev først til en spillefilm af samme navn (1981) og dernæst til 3D-animationsfilmen Gummi T (2012). Og nu kan historien om den splejsede dreng, der pludselig får superkræfter, også opleves på Odense Teater.

Ved første øjekast er Ivan Olsen (Kristoffer Helmuth) som de fleste børn. Han har en god veninde, Lotte, der også er hans klassekammerat. Han har et hemmeligt sted, som kun han kender. Indimellem bliver han drillet af de andre børn. Især slagterens datter, Kim, synes, det er sjovt at gøre grin med Ivan. Hun har et par lede medhjælpere, der ofte giver ham buksevand på skolens toilet.

Skolelæreren har fuldskæg og går i bløde striktrøjer. Han er rar, men måske også lidt for rar. Ivans far (Mikkel Bay Mortensen) vil gerne være coach og fortælle folk, at det er vigtig, at de »kommer videre i deres liv«. Men han har ingen kunder. Det eneste, han laver, er at sidde hjemme og stirre på telefonen.

Måske derfor sætter han sig for at lære Ivan, hvordan man er et rigtig mandfolk, en Tarzan. Det værste, Ivan Olsens far ved, er nemlig vatnisser. Han får sin søn til at kravle op i parkens højeste træ, men selvfølgelig går det galt, og Ivan bliver kendt som Gummi-Tarzan.

Odense Teaters Gummi T følger historien fra Gummi-Tarzan, men ikke alt er helt som i Kirkegaards bog.

Der er næsten ingen rekvisitter. I stedet bliver historien tegnet løbende på en kæmpe skærm bagerst på scenen. Når børnene cykler om kap, forsvinder husene, hækkene og haverne hurtigt forbi dem på skærmen. Når Ivan spraymaler, fyldes skærmen af nye farver. Lydeffekterne – knallerter, cykler, fugle og dørklokken – laves af flere sjove, gule fantasifigurer. Det hele er meget levende og hverken som i en bog eller en film.

Ude i skoven møder Ivan en gammel heks, der tilbyder ham ét ønske. »Jeg ville ønske, at jeg var den bedste til alting!« siger Ivan, og næste morgen går det i opfyldelse. Alting ændrer sig. Hans far synes, det er storartet, mens Lotte er længere kan kende sin gode ven. I skolen kan Ivan nu forstå selv de sværeste voksenbøger og læse ord som ’attachémappe’ og ’bouillabaisse’. Han bliver berømt og kan endelig få sin hævn over Kim og de andre slyngler.

Men hvor fedt er det egentlig ikke at være sig selv?

De fleste medvirkende – ikke Ivan og Lotte – har ansigtsmasker på. Ivans far har et fjollet overskæg og er iklædt en grøn jakke og et kort, gult slips. Han er latterlig, men han ved det ikke selv. Kim og de andre rødder har spidse næser og sorte øjne. De spiller seje, men ender med at forstå, at alle, selv dem på knallert, har en lille Gummi-Tarzan inde i maven.

ahb