Graham Taylor (1944-2017)

Graham Taylor vil blive husket som den engelske landstræner, der ikke formåede at løfte arven efter Bobby Robson, og som grundlagde det stolte landsholds nu rodfæstede mindreværd. Fra ansættelsen i juli 1990 og hele vejen til hans opsigelse i november 1993 var Taylor den britiske presses yndlingsoffer. Fra begyndelsen stejlede kritikerne ved udsigten til en engelsk landstræner uden pokaler i bagkataloget. Folket ville hellere have Terry Venables eller Brian Clough, og bedre blev stemningen bestemt ikke efter det kuldsejlede EM i 1992.

Tabloidavisen The Sun hetzede lystigt Taylor (som man konsekvent omtalte som Løget), og efter 0-2-nederlaget til Norge i Oslo i juni 1993 var også det engelske fodboldforbund FA's tålmodighed ved at være opbrugt.

»Vi gjorde det elendigt. Jeg tager imod alt, hvad I kommer med. Der er ingen undskyldning for vores præstation,« indrømmede Taylor. Den engelske offentlighed var enig. Kort efter tabte englænderne 0-2 i Boston til de kommende VM-værter, men det var nederlaget til Holland i Rotterdam i den næstsidste kvalkamp i oktober, som blev udslagsgivende for Englands og Taylors videre færd.

En efterfølgende 7-1-pligtsejr over San Marino (hvor man ellers kom bagud efter bare otte sekunders spil) var ikke nok for englænderne, som gik glip af VM for første gang siden 1978 og blot tredje gang siden Anden Verdenskrig. Taylor havde ingen andre muligheder end at træde tilbage.

I de følgende år var Taylor præget af det turbulente ophold, men mod slutningen af sit managervirke fik han betragtelig oprejsning, da han vendte tilbage til Watford, præsterede to oprykninger på to år og skaffede klubben en sæson i Premier League.

Graham Taylor vil imidlertid også blive husket som en omgængelig sjæl, et sjældent ærligt fodboldmenneske og manden, der skabte store resultater med både Watford og Aston Villa i 1980'erne. Et arbejde, der netop sikrede ham engelsk fodbolds mest prestigefulde trænerjob.

Efter en håndfuld succesfulde år i Lincoln City, hvor han også havde afsluttet sin spillerkarriere, valgte Taylor at genstarte karrieren i Elton Johns Watford i 4. division. På bare fem år var Taylor med til at spille Hertfordshire-klubben op i 1. division. I den første sæson i den bedste engelske række opnåede Watford en sensationel andenplads efter meriterende sejre over både Liverpool, Arsenal, Tottenham og Everton.

Sæsonen derpå nåede Taylors Watford FA Cup-finalen, og i de følgende år konsoliderede den lille klub sig i 1. division i en sådan grad, at Taylor vakte interesse på større adresser. Igen undlod Taylor at vælge den slagne vej, men takkede i stedet ja til et tilbud fra netop nedrykkede Aston Villa.

I sin første sæson i Birmingham-klubben ledte Taylor sit hold tilbage i den bedste række, og i hans anden sæson formåede Villa akkurat at holde sig på den rigtige side af nedrykningsstregen. Før den tredje sæson hentede klubejer Doug Ellis Manchester United-forsvareren Paul McGrath til klubben, og et stærkt fungerende kollektiv blev nærmest usårligt.

Først i de sidste uger af 1989/90-sæsonen overhalede favoritterne fra Liverpool Aston Villa, som dermed måtte nøjes med en storartet andenplads. Taylor havde gjort det igen, men hvad var det egentlig han kunne? Han kunne gøre fodbold simpelt, lidt for simpelt, mente nogle. Hans Watford genintroducerede den lange bold i engelsk fodbold.

I 1970'erne ville de bedste klubber gerne spille langs jorden. Det var en tanke, som allerede optog Matt Busby i Manchester United og Bill Shankly i Liverpool. Det kom på mode, at distancere sig fra 1950'erne knoklefodbold. Man ville spille som de bedste på kontinentet, ikke mindst efter lanceringen af Europa Cup'en, der nådesløst udmålte styrkeforhold og stil.

Her var den venlige Taylor havkatten i hyttefadet. Han beordrede i grove træk sine forsvarere til at gøre to ting: sparke den langt op på tribunen eller sende den op i nærheden af modstanderens felt. Ikke hver eneste gang, men ofte. I den anden ende af banen var der så op til få unge, kreative kræfter, heriblandt vidunderknægten John Barnes, at skabe chancer.

Taylors tanker flugtede med FA's trænerchef Charles Hughes' idéer. Hughes havde i årene forinden analyseret sig frem til, at 85 procent af alle scoringer fulgte efter maksimalt fem sammenhængende afleveringer. Ergo: England skulle spille direkte. For Hughes var det underordnet om boldene var høje eller lave, men frem skulle de, og helst i en rasende fart. Det kom de i Watford.

»Direkte spil handler ikke om at hamre alle bolde fremad, det handler om at bruge rummet mere, end man kan gøre ved at spille hinanden i fødderne, en direkte tilgang består i at spille rummet frem for foden. Men jeg bruger netop ordet spille, ikke losse,« forklarede Taylor flere år senere.

Andre trænere – som Dave Bassetts Wimbledon – blev påvirket af Taylors Watford, mens atter andre ikke kunne udstå den omstridte formel, der blev opfattet som en kontrast til især Liverpool FC, et af tidens storhold. Men Watford kunne andet end at losse langt. Taylor indså som en af de første i Vesteuropa presspillets potentiale. Hans spillere skulle være i stand til at stresse deres modstandere, ikke i et blindt raseri, men synkroniseret og efter aftale. Et element af spillet som få år senere skulle blive fuldt udfoldet af Arrigo Sacchi.

Uden for banen så Elton John og Taylor muligheden i at appellere til andre end den gængse fodboldfan. Watford-duoen ville skabe en såkaldt 'family club' for både børn, familier, kvinder og ældre og måtte tage mod mange tørre tæsk for deres ambitioner. Gennem sin trænerkarriere blev det Graham Taylors skæbne, at han på en og samme tid var langt forud for og håbløst bagefter sin tid.

Taylor var 27 år, da han fik sin trænerlicens som den yngste i Englands historie. Han lykkedes med i alt syv oprykninger (engelsk rekord) og stod på sidelinjen i 1.293 kampe. Kun syv managere har opnået flere kampe i engelsk fodbold: Gradi, Ferguson, Clough, Smith, Redknapp, Warnock og Alec Stock. Som landstræner var Graham Taylor en fiasko, som klubtræner en succes. Spørgsmålet er, om England har frembragt et større trænernavn de seneste 35 år.

Graham Taylor døde 12. januar 2017