Graham Taylor (1944-2017)

Graham Taylor vil blive husket som den engelske landstræner, der ikke formåede at løfte arven efter Bobby Robson, og som grundlagde det stolte landsholds nu rodfæstede mindreværd. Fra ansættelsen i juli 1990 og hele vejen til hans opsigelse i november 1993 var Taylor den britiske presses yndlingsoffer. Fra begyndelsen stejlede kritikerne ved udsigten til en engelsk landstræner uden pokaler i bagkataloget. Folket ville hellere have Terry Venables eller Brian Clough, og bedre blev stemningen bestemt ikke efter det kuldsejlede EM i 1992.

Tabloidavisen The Sun hetzede lystigt Taylor (som man konsekvent omtalte som Løget), og efter 0-2-nederlaget til Norge i Oslo i juni 1993 var også det engelske fodboldforbund FA's tålmodighed ved at være opbrugt.

»Vi gjorde det elendigt. Jeg tager imod alt, hvad I kommer med. Der er ingen undskyldning for vores præstation,« indrømmede Taylor. Den engelske offentlighed var enig. Kort efter tabte englænderne 0-2 i Boston til de kommende VM-værter, men det var nederlaget til Holland i Rotterdam i den næstsidste kvalkamp i oktober, som blev udslagsgivende for Englands og Taylors videre færd.

Continue reading "Graham Taylor (1944-2017)"

Carlos Alberto (1944-2016)

I begyndelsen af 1960'erne skabte den unge Carlos Alberto Torres sensation. Teenageren kunne tackle og placere sig defensivt, men så kunne han også noget tredje: Han kunne angribe, og det gjorde han igen og igen. Med sit aggressive og ivrige spil indskrev Fluminenses højreback sig tidligt i tidens trend, der kunne spores tilbage til i hvert fald Djalma Santos' senere år i Portuguesa i den sidste halvdel af 1950'erne. I Brasilien måtte en back kunne andet end at forsvare. Han måtte være et angrebsvåben, og det var Carlos Alberto.

Han var stærk, beslutsom, hurtig og havde som Djalma Santos, der stadig satte standarden i Palmeiras ovre i São Paulo, en hammer af en højrefod. Carlos Alberto var en nøglespiller på det Fluminense-hold, der vandt statsmesterskabet i Rio de Janeiro i 1964, og det var kun naturligt, at han to år senere blev holdkammerat med Pelé på det store Santos-mandskab. Men på landsholdet forblev han i skyggen af legenden Djalma Santos. Carlos Alberto blev udtaget til bruttotruppen før VM i England i 1966, men blev siet fra i sidste øjeblik.

Continue reading "Carlos Alberto (1944-2016)"

Den smilende forward

I anledning af Harald Nielsens død er her min anmeldelse af Joakim Jakobsens "Guld-Harald", bragt i Kristeligt Dagblad 20. november 2009

Guld-Harald er historien om knægten fra Frederikshavn, der bankede bolden op ad garageporten hjemme på Buhlsvej for siden at komme på landsholdet, drage udenlands, vende hjem og sluttelig involvere sig i fodboldens kulisser. Dette er den ene side af bogen. Fodboldfortællingen om den smilende forward, der først i Frederikshavn og derefter på landsholdet og i italiensk fodbold huggede sig fri af sine modstandere og rullede den ene bold i netmaskerne efter den anden.

Harald Nielsen er den største danske angriber gennem tiderne. Hverken før eller siden har Danmark rådet over en lige så skarpsleben målmager. OL-sølvvinder, to gange ligatopscorer for Bologna FC i den italienske Serie A og handlet som verdens dyreste fodboldspiller. Alene dette berettiger bogen nu her i 50-året for Nielsens landsholdsdebut. Forfatteren sætter sig dog lykkeligvis for at hæve overliggeren yderligere.

Continue reading "Den smilende forward"

Eduardo Galeano (1940-2015)

Journalisten, samfundsdebattøren, essayisten, den intellektuelle aktivist, tegneren og forfatteren Eduardo Germán María Hughes Galeano blev født i Montevideo ind i en katolsk familie, der tilhørte det bedre borgerskab og havde dybe europæiske rødder i både Wales, Tyskland, Italien og Spanien. Han forlod skolen tidligt og tog job som fabriksarbejder, bygningsmaler og renskriver.

Som 14-årig solgte han sin første politiske karikaturtegning til Socialistpartiets ugeavis El Sol. I 1960 begyndte han at skrive for den intellektuelle ugeavis Marcha, hvor også forfattere som Maria Vargas Llosa og Mario Benedetti var tilknyttet. Sidstnævnte delte Galeanos passion for fodbold, og de to fulgtes sammen til storklubben Nacionals kampe på Estadio Gran Parque Central (»jeg er dog ikke en fjende af Peñarol!«).

Continue reading "Eduardo Galeano (1940-2015)"

Udo Lattek (1935-2015)

Han, der aldrig fik en professionel spillerkarriere, lærte trænerfaget som assistent for landstræner Helmut Schön. Lattek var uddannet i idræt og underviste i sit fag. Han så op til Hennes Weisweiler, samtidens gigant, og fik sit første cheftrænerjob som 35-årig. I mægtige FC Bayern München af alle steder. Omverdenen var målløs over ansættelsen, men Lattek viste sit værd som en dedikeret og præcis chef, der lod holdets store egoer blomstre. Efter fem gyldne år drog han videre til Weisweilers Borussia Mönchengladbach og siden FC Barcelona. Han sluttede ringen på fineste vis ved i 1980'erne at vende tilbage til München. Overalt trak Lattek et spor af succes efter sig.

Continue reading "Udo Lattek (1935-2015)"