Man gjorde en genre fortræd

Weekendavisen 6. januar 2017

Kommentar. Mens vi voksne (og børnehaverne!) kan opleve ambitiøs scenekunst, bliver de store børn ofte spist af med genopsætninger og middelmådighed.

DR's julekalender Den Anden Verden var tæt på at drukne i debatten om nisser eller ikke nisser. Men et mere interessant – og højtidsuafhængigt – tema i serien var det store barns transformation til en lille voksen. Sara står på scenen på moderens amatørteater, men har det med at forsvinde ind i brødrene Grimms eventyrverden. Hendes tvillingesøster Anna har sceneskræk og ser det som sin opgave at kalde søsteren tilbage til virkeligheden.

Netop mellem på den ene side barneeventyrets gyldne filter, dværgene og dragkostumerne og på den anden side den bevidste voksenverden med angsten for at glemme sin replik findes vel puberteten. Der er desuden noget næsten ironisk over at lade netop denne aldersgruppe være hovedpersonerne i en julekalender om en ambitiøs ungdomsteaterforestilling. Sidstnævnte er nemlig en truet kunstart på dansk jord.

Continue reading "Man gjorde en genre fortræd"

Bedre sent end aldrig

Weekendavisen 19. august 2016

Slow journalism. Den litterære fodboldjournalistik blomstrer vildt rundt om i Europa. I Danmark er vi efter mange års tilløb nu endelig kommet med på trenden. Sådan da.

Det er efterhånden længe siden, den tyske journalist Philipp Köster og chilenske fotograf Reinaldo Coddou søsatte magasinet 11 Freunde (2000) cirka samtidig med, at den første udgave af svenske Offside så dagens lys. I de godt 16 år, der er gået, har de to begavede fodboldjournaler, som er vidt forskellige i form og indhold – tyskerne er lækre, litterære og overskudsagtigt drillende, svenskerne er saglige og ordentlige – sat standarden for ligesindede.

Siden er der opstået en række andre slow journalism-magasiner, der ønsker at tage fodbolden alvorligt som andet end forglemmelige transfernyheder, og som i stedet kræser for den dybe fortælling om stort og småt. Man kan som eksempler nævne So Foot (Frankrig, siden 2003), Josimar (Norge, 2009), Panenka og Líbero (Spanien, begge 2012), Rabona (Storbritannien, 2013), Howler og Eight by Eight (USA, begge 2014) og Póg Mo Goal (Irland, 2015). Men det var med den enkle, billedløse og teksttunge kvartalsudgivelse The Blizzard (2011), at genren fandt sin selvforståelse og sin husgud i Sunderland-forfatteren Jonathan Wilson.

Continue reading "Bedre sent end aldrig"

Vovemod i provinsen

Weekendavisen 19. august 2016

Kommentar. I disse år finder en velgørende forandring sted på de tre store landsdelsscener. Rammerne udvides og nye partnerskaber indgås, men perspektivskiftet er sårbart.

Man fornærmer vel kun de færreste ved at hævde, at de tre store landsdelsscener engang udgjorde det tynde øl på den danske teaterscene. Ikke helt store nok til at skabe mirakler, ikke små og uafhængige nok til at kunne tillade sig at eksperimentere interessant. Teatrene i Aarhus, Odense og Aalborg, der fra 1970 til 2007 var et anliggende for amterne, men som de seneste ni år har haft status af selvejende institutioner under staten, var forpligtede til at spille både bredt og smalt, men endte i løbet af 00'erne ofte et frygtelig kedeligt sted midt imellem.

Continue reading "Vovemod i provinsen"

Forstilt forestilling

Weekendavisen 29. januar 2016

Kommentar. Dansk teater har alt for længe været mere optaget af besøgstal og profilering end af at udvikle en kunstart, der er endt som en skabelon fra fortiden. Det er tid til en nybølge.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik har antallet af danske teatergængere været så godt som stabilt over de seneste ti år. Det Kongelige Teater har oplevet et fald fra knap en halv million besøgende i 2006 til lidt under 400.000 i 2015. Landsdelsscenerne i Aarhus, Odense og Aalborg har næsten holdt niveauet med knap en kvart million gæster. Det samme gælder for egnsteatrene og de små storbyteatre, som samlet set ligger stabilt på godt og vel 700.000 besøgende. Den store vinder er de ikke-statsstøttede scener (revyer, artistforestillinger, standup-shows, skoleforestillinger), som i dag har flere end 800.000 gæster årligt mod godt 600.000 for ti år siden, hvorimod Det Københavnske Teatersamarbejde, KbhT, er hårdest ramt med en nedgang på 44 procent siden 2006.

Continue reading "Forstilt forestilling"

Ny guldalder

Kommentar. Drop bragesnakken om en glorværdig fortid, der aldrig kommer igen. DR's børnefjernsyn er i dag fuld af vitaminer, venskab og syre.

Statsejede virksomheder er ikke sexede. Vi kan vel alle blive rørende enige om, at DSB ikke kører til tiden, at Post Danmark er for dyre, og at DR ikke er sit ansvar voksent. Mobningen er lige så rituel, som den er billig. For ligesom der er meget, disse giganter ikke gør godt, er der meget, de gør fremragende. Tag nu for eksempel tidens børnefjernsyn, som den udfolder sig på DR's to kanaler Ramasjang (siden 2009) og Ultra (2013). Tal fra sidste år viser, at halvdelen af alle danske børn fra 3 til 6 år ser DR, når de ser fjernsyn, mens det gælder for en tredjedel af de 7-12-årige. Ramasjang har en seerandel på 30 procent blandt de mindste, og Ultra har fat i 12 procent af de større børn (giganten Disney Channel har en andel på 13 procent). Og ifølge DR Medieforsknings årlige rapport Medieudviklingen 2014, der blev offentliggjort tidligere i denne måned, oplever Ramasjang og Ultra stadig seerfremgang på trods af et generelt fald i antallet af børn foran fladskærmene.

Smukke tal, men hvad med kvaliteten – for den var vel bedre engang? Dengang helte som Poul Nesgaard, Gunnar Wille, Finn Bentzen, Thomas Winding, Katrine Hauch-Fausbøll, Hanne Willumsen og Jesper Klein brød døren op til en ny virkelighed og viste, at man sagtens kunne lave udsøgt fjernsyn for børn. Dengang Bille August og Søren Kragh-Jacobsen skabte rigtige film om rigtige børn og unge. Cirkeline, Sonja fra Saxogade, Anna og Lotte, Kaj og Andrea og Bamses billedbog. Vi kender dem alle sammen. De er ikke længere figurer inde i fjernsynet, men en del af den kulturelle referenceramme. Svenskerne har Astrid Lindgren og Gunilla Bergström, og vi har Mogens Vemmer og hans Børne- og Ungdomsafdelingen, det åg, som alt andet børnefjernsyn slæber rundt på.

Continue reading "Ny guldalder"