Ramaskrig over en tommel

Thumbs up. Midt i London har en enorm finger bragt sindene i kog. For er David Shrigleys kunstværk på Trafalgar Square mesterligt, sexistisk, et stykke politisk bestillingsarbejde eller et ironisk snigløb på en presset borgmester?

På Trafalgar Square i hjertet af London har søhelten Lord Horatio Nelson i mere end halvanden hundrede år våget over byen fra sin enorme søjle. I pladsens periferi har han næsten lige så længe haft selskab af tre andre prominente herrer. Mod sydøst troner generalmajor Henry Havelock, mod sydvest finder vi general Charles James Napier, og i det nordøstlige hjørne ses en bronzebelagt kong Georg 4. til hest. Alle er de rejst i midten af 1800-tallet. Den fjerde, nordvestvendte sokkel var oprindeligt tiltænkt en rytterstatue af kong Vilhelm 4., men pengene rakte ikke, og i 158 år stod soklen tom. Først i 1999 besluttede Londons bystyre sig for at bruge den tomme plads til noget nyttigt. Soklen på Trafalgar Square skulle benyttes som udstillingsplatform, og siden har 11 kunstværker – på skift – optaget den prominente plads.

Continue reading "Ramaskrig over en tommel"

Alternative vinkler

Weekendavisen 2. september 2016

Festival. Lyserøde grisetæer, mord i mørket og en gås i børneklæder. Aarhus Festuge ser tilbage og indad i en lavmælt, reflekterende årgang fuld af små fortællinger i skyggen af 2017.

En uge om året genfortæller vi aarhusianere historien om os selv. Hvad vil vi, hvad kan vi, og hvor står vi i verden? Byens festuge er ikke bare en af Europas mest omfangsrige kulturfestivaler – 11 dage spækket med hundredvis af kunstneriske bidrag fra alle afkroge af verden – den er samtidig et spejl, som landets største by holder op for sig selv. I år er direktøren for det hele et nyt ansigt. Udefra. Efter ni år under Jens Folmer Jepsens ledelse er Rikke Øxner, tidligere kunstnerisk direktør i Roskilde Festival, ny for bordenden. Og den festugechefen, der passende har en kandidatgrad i massekommunikation og massekultur, har for længst adresseret den evige diskussion om størrelse ved at markere, at Aarhus må være Aarhus, ikke en miniudgave af København eller Berlin.

Continue reading "Alternative vinkler"

Mislykket Spice Girls-diplomati

Weekendavisen 23. december 2015

Meningen var vist nok, at et populært pigepopband i lige rækker og med Rocky på repertoiret skulle forbedre de strandede relationer mellem Nordkorea og Kina. Sådan gik det ikke ligefrem...

I sidste uge idømte det nordkoreanske styre præsten Lim Hyeon-soo fængsel på livstid. Ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua skulle den tilfangetagne have indrømmet at have bedrevet statsundergravende virksomhed under et af sine flere end 100 besøg i landet. Den 60-årige canadier er født i Sydkorea og har i flere år ernæret sig som præst i Toronto.

I januar rejste Hyeon-soo til Nordkorea via Kina på endnu et humanitært besøg, og i forbindelse hermed mener nordkoreanerne at vide, at han har hjulpet folk over grænsen til Mongoliet, forsøgt at vælte regeringen, undermineret landets socialsystem, konspireret med amerikanerne og fabrikeret anti-nordkoreansk propaganda. Hyeon-soo kan se frem til at tilbringe resten af sit liv i en arbejdslejr, med mindre Den Store Efterfølger og Den Øverste Leder, Kim Jong-un, forbarmer sig.

Continue reading "Mislykket Spice Girls-diplomati"

Erindring og landskaber af lyd

Weekendavisen 4. september 2015

Lysfest. Mellem folkelig ramasjang og lysende kæmpekaniner bød Aarhus Festuge også på vaskeægte miniaturemagi og et koncerteksperiment med medvirkende fra fire kontinenter.

Igen i år er Aarhus Festuge et uhandy tusindben af kunst og kultur til høj og lav, ung og gammel, meget og mindre interesseret. Og igen i år har den afgående festugechef Jens Folmer Jepsen valgt at lade festivalen flyde ud over byen. Tidligere har man omdannet Store Torv til en skov, ligesom den befærdede Frederiks Allé har været forvandlet til en græsplæne. I år er fokus på vand og lys. Det sidste er indeholdt i årets tema, Lys – mere lys, og anskueliggøres af oplysningen af flere store bygninger efter mørkets frembrud. Ligesom der i Rådhusparken sidder en flok lysende kæmpekaniner af australske Amanda Parer. Så er det første, vandet, måske mere oplagt. Fra Brabrand Sø langs Aarhus Å og ud på havnen til den nye bydel, Aarhus Ø, har vandet en centralt rolle. I løbet af festugen fragter to soldrevne både passagerer i rutefart mellem Mølleparken ved det forhenværende hovedbibliotek og Dynarkbroen nær byens nye store kulturhus, Dokk1. Initiativet, Den blå bro, har affødt den debat om byrummets muligheder, der er et af Folmer Jepsens hjertebørn.

Continue reading "Erindring og landskaber af lyd"

Jagten på graven

Weekendavisen 21. august 2015

Sporløs. Digteren, dramatikeren og martyren Federico García Lorca blev henrettet af Francos politisoldater i 1936. Siden har spanierne søgt forgæves efter hans jordiske rester, men en opklaring nærmer sig (måske).

Den 19. august 1936, få uger inde i Den Spanske Borgerkrig, blev digteren og dramatikeren Federico García Lorca likvideret i Granada bare 38 år gammel. Men hvorfor? Det spørgsmål har optaget spanierne i en menneskealder, og løsningsforslagene har været mange. En enkeltstående hadforbrydelse på grund af hans homoseksualitet? En personlig fejde? Som en del af en massehenrettelse af politisk aktive marxister?

I april i år viste ikke tidligere offentliggjorte dokumenter, at henrettelsen var politisk motiveret. Francos nationalister så »frimureren og socialisten« García Lorca som en trussel, hvorfor hans værker var forbudte frem til 1953. Egentlig var det ingen overraskelse. De fleste spaniere har i årtier betragtet García Lorca som en af borgerkrigens vigtigste martyrer. Men en martyr uden grav. For hvad blev der af hans jordiske rester?

Continue reading "Jagten på graven"