Erindringens reservoir

Weekendavisen 5. august 2016

Interview. »Når vi gik hjem fra skole og indtil spisetid, havde vi en følelse af, at verden var vores egen.« Filmskaberen Nils Malmros om teaterforestillingerne i barndomshjemmets kælder, Skævmund i skolegården og en huletrang, der vist aldrig helt er gået over.

Elverdalsvej bugter sig mellem et par håndfulde mindre stikveje fra Oddervej til Holmevej og løber parallelt med Rosenvangs Allé i forstaden Højbjerg få kilometer syd for Aarhus' midtby. I den lange vejs østlige ende går to piger i niårsalderen og dutter på den samme mobiltelefon. De holder den frem for sig, som var den et forjættende spejl. De er i færd med at scanne virkeligheden for virtuelle, kunstige væsener. Pigerne er på vej ind i en forhave, da en midaldrende kvinde venligt, men bestemt beder dem blive på fortovet. »Men, men...« forsøger den ene. Lige dér i det nydelige bed står et af de indbydende væsener. Pokémon Go-feberen er også nået til denne pæne del af Aarhus.

Jeg spejder ikke efter Pokémoner, men efter Nils Malmros. I første omgang han og hustruen Mariannes hus. Jeg trykker på dørklokken ved en stor murermestervilla, der efter kortet skulle være den rette, men får intet svar. Jeg ser om i haven, hvor et gyngestativ afslører, at her bor en børnefamilie. Jeg går videre, følger en bred sti, der viser sig at være en indkørsel, på villaens højre side.

Mellem høje træer finder jeg endnu et hus, i to etager, der minder om en alpehytte med et stort, sort heltag, der er trukket ned over de lave sidemure. Over indgangen er der græstørv efter færøsk forbillede. Det er arkitekt Brøchner-Nielsens berømte A-hus, en hustype tegnet i 1958 og siden udloddet i Familie Journalens lotteri. En anden af Aarhus' berømtheder, Svend Åge Madsen, bor i et lignende hus i en anden af byens privilegerede forstæder, Risskov. Det må være her.

Continue reading "Erindringens reservoir"

At forstå krigen

Weekendavisen 19. februar 2016

Interview. Kan man overhovedet lave krigsteater uden enten at fordømme soldaterne eller forherlige død og droner? Aarhus Teaters debuterende husdramatiker, Peter-Clement Woetmann, om Afghanistan, broderskab, fremtidens robotkrig, scenekunstens begrænsninger og om efterdønningerne af sin generations Kennedy-øjeblik.

Man kan sagtens sidde midt i den banale hverdag og opleve en verdenshistorisk omvæltning. Faktisk er det svært at lade være. Mine bedsteforældre kan stadig høre lyden fra de tyske fly den forfærdelig tidlige morgen 9. april 1940, ligesom mine forældre er i stand til at gengive gravstemningen i den ekstraudsendelse af TV Avisen, der tonede ud i de små stuer om aftenen 22. november 1963. Klokken var lidt over otte, og mindre end en time tidligere var USA's præsident John F. Kennedy blevet dræbt i sin åbne Lincoln Continental på Elm Street i Dallas. Hver generation har sit blivende moment, der definerer det, der engang var, og det der måske vil komme. Således også min egen generation. Vi der gik i gymnasiet, da tårnene faldt.

Peter-Clement Woetmann er tre år yngre end mig, og så er han få dage fra sin første premiere som husdramatiker på Aarhus Teater med Til mine brødre, en forestilling om Afghanistan-krigen, der er iscenesat af Annika Silkeberg. Krigen som beslutning, idé og kald, krigen som profession, drab og dødsøjeblik, krigen som politisk argument og som en tilstand, vi alle bærer i os. Vi mødes i caféen på Dokk1, et kulturpalads i beton, glas og stål, der hvor å bliver til havn i Jyllands største by. Jeg er kommet lidt for tidligt. Det er han også. Og så kan vi jo ligeså godt begynde. Med begyndelsen for snart fjorten og et halvt år siden.

Continue reading "At forstå krigen"

Nye øjne at se med

Weekendavisen 6. november 2015

Portræt. »Man vil jo gerne sætte sig spor.« Billedmageren og performancepioneren Kirsten Dehlholm om at blive udfordret af ungdommen, om at finde syv dværge, om teatralske operasangere og om sit genresprængende teater, Hotel Pro Forma, der pludselig er blevet 30 år.

Jeg er dårligt nok kommet op af den smukke trappe, før jeg bliver råbt an. »Kom! Du skal lige sætte dig, vi skal se, hvor meget vi fylder her på bænken.« Kirsten Dehlholm har indtaget Kunstforeningen GL STRAND i det indre København, og jeg kan godt lægge frakken, for arbejdet kalder. To mænd står på en trappestige. De balancerer med en projektor, der kaster lys over på væggen bag os. Vi retter os op, læner os lidt til den ene side, så til den anden. Det virker. Projektionen kan fint dække hele væggen uden at blive forhindret af vores skygger. »Det skal nok blive godt, det her,« smiler Dehlholm, før hun skrår over et gulv fuld af kabler, lamper, plader og små kasser med skruer og søm. Overalt er unge mænd og kvinder i gang med at flytte, stable, ophænge, samle og finjustere Dagens kage er en træstamme, Hotel Pro Formas jubilæumsudstilling, der har været undervejs i tre år, og som åbner i denne weekend i anledning af teatrets 30-årige virke.

Continue reading "Nye øjne at se med"