Ugengældt kærlighed

I anledning af aftenens testkamp mellem Italien og England i Torino følger her et tilbageblik på min reportageoptakt til kvartfinalen ved EM 2012 bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten 24. juni 2012 (lettere revideret).

Italienerne har noget med England, som englænderne ikke har med Italien. I de forgangne dage i italienernes EM-hjem, Casa Azzurri, i Krakow er de italienske spillere faldet over hinanden i et fælles forsøg på at prise den moderne fodbolds moderland. Og for en af italienernes bedste spillere under denne slutrunde, Daniele De Rossi, bliver kampen noget ganske særligt.

»Det er en stor ære at få lov at spille mod et så stort mandskab. Jeg har spillet masser af landskampe, men denne bliver noget helt specielt,« fortalte De Rossi i Krakow torsdag. Især én modstander glæder den 28-årige italiener, der spiller sin 76. landskamp, sig til at møde. »Steven Gerrard har altid været mit store idol. Han har været på toppen i mere end ti år. Han kan både forsvare og angribe. En dag vil jeg også håbe, at jeg kan spille på det niveau.«.

Continue reading "Ugengældt kærlighed"

Simonsens ultimatum

I marts 1977 bekendtgjorde dansk fodbolds største profil, Allan Simonsen, at han kun ville medvirke i landskampen mod Polen i Idrætsparken den 1. maj, hvis han fik 10.000 kroner for anstrengelserne. »I så fald vil jeg overveje, om det kan betale sig for mig at løbe den risiko, der er forbundet med sådan en kamp,« sagde Simonsen til Politiken.

Dansk Boldspil-Unions formand, Carl Nielsen, tog til genmæle. Naturligvis kunne der ikke være tale om, at der skulle udbetales så store ydelser til spillerne. »Ingen regler kan naturligvis hindre os i at betale de spillere, der i forvejen er professionelle (alle landsholdsspillere modtog i forvejen en præmiecheck på 500 kroner per landskamp, red.), men vi ville komme i en helt uholdbar situation i forhold til de amatører, der er gode nok til at komme på landsholdet. Ingen kan være interesseret i en forskelsbehandling,« sagde Nielsen.

Det var kun seks år, siden DBU havde åbnet landsholdet for de udlandsprofessionelle. En måned før Simonsens melding var en afstemning om indførelse af kontrakter i dansk fodbold faldet på et DBU-møde. Var det blevet til et 'ja', ville forbundet formentlig have været nødt til at indføre betragtelige kompensationsbonusser til de udlandsprofessionelle i forbindelse med landskampe. Politiken støttede Simonsen på lederplads. Hans provokation burde bane vejen for »betaling for at spille på landsholdet«, mente avisen.

Continue reading "Simonsens ultimatum"

Kål, kaffe og Zizinho

Den 26. april 1951 kunne Kjøbenhavns Boldklub fejre sit 75-års jubilæum. Trods de høje billetpriser var godt og vel 30.000 mennesker mødt op til festlighederne i Idrætsparken. Hovednummeret var en opvisningskamp mellem et forstærket KB og et indbudt, udvalgt brasiliansk hold bestående af spillere fra São Paulo FC og Bangu AC. Kong Frederik 9. var på plads i æreslogen. Før opgørets begyndelse var der faneparade, mens hundredvis af duer fløj til vejrs i et mægtigt sus.

Flyv da bort paa hvide Vinger
byd kun Trods den stride Vind,
KB-guldkorn med I bringer,
tab og vind med samme sind

Det brasilianske mandskab indeholdt flere landsholdsspillere. São Paulo havde vundet det nationale mesterskab i 1943, 1945, 1948 og 1949 og havde netop fuldført en række på 30 kampe uden nederlag. Profilerne var den formidable halfback Bauer og Zizinho, en af verdens bedste fodboldspillere. Sidstnævnte var den offensive strateg på det stærke brasilianske landshold, kendt for sit overblik, store driblerepertoire og sine dræbende afslutninger med begge ben.

Inde på Palace Hotel havde de efterhånden fået grå hår af de sydamerikanske gæster, der selv havde medbragt kaffe og kål og forlangte særligt tilberedte retter. Flere led af hjemve, og alle frøs de bittert i det københavnske forårsvejr. For de forsvarende danske mestre var den fornemme kamp og det samlede jubilæumsprogram et kærkomment åndehul midt i et nedrykningsslagsmål, der skulle finde sin afgørelse få dage senere. KB havde fået hjælp udefra i skikkelse af svenske Calle Palmér, finnen Aulis Rytkönen og den norske innerwing Gunnar Thoresen for at undgå en ydmygelse mod de stærke modstandere.

Continue reading "Kål, kaffe og Zizinho"

Dødsstødet til en myte

Tilrettet version af artikel i Tipsbladet 20. juli 2012 (i anledning af dagens Celtic-Inter i Europa League)

Før mesterholdsfinalen i Lissabon i maj 1967 var det utænkeligt, at den bistre Helenio Herrera, hans suveræne Inter og den berygtede Catenaccio-taktik en dag ville være en død sild. Men 90 minutter senere og efter en skotsk turbine så verden anderledes ud.

Der var Inter, og så var der alle de andre. Helenio Herreras Milano-mandskab havde vundet tre italienske mesterskaber, to udgaver af Mesterholdenes Europa Cup og to klubverdensmesterskaber på fire år. Klubbens stil var frygtet af et helt kontinent. Catenaccioen, dørlåsen, var en effektiv taktik, der tappede modstanderen for kræfter og spillelyst. Og så lige pludselig og ud af det blå klappede de sort/blå til i et velkomponeret slangehug for siden at kravle tilbage i sikkerhed. Inter mestrede denne gamle schweizisk-italienske spillestil til perfektion.

Den 25. maj 1967 stod Grande Inter over for de skotske mestre fra Celtic, der nok dominerede den hjemlige turnering, men som internationalt betragtet var novicer. Det var svært at forestille sig en mindre jævnbyrdig finale, og al forudgående snak handlede da også om, hvor imponerende en tredje italiensk mesterholdstriumf, una tripletta, ville være.

Skotterne var der ikke mange, der regnede med, men i manager Jock Stein havde man en modig styrmand. Ikke alene turde han skilte han med sin protestantiske tro i den katolske klub, hans taktik var også tapper. Holdets 4-2-4-system var ikke revolutionerende, nærmere lidt bagstræberisk, et års tid efter at Alf Ramseys Wingless Wonders havde nappet VM-guldet hjemme på Wembley. Men i Europa var holdets hæsblæsende og behjertede stil kommet bag på de fleste.

Continue reading "Dødsstødet til en myte"

Feber og telefax

Offside 1/2014

Preben Elkjær fortalt til Asker Hedegaard Boye:

»Frem mod VM i Mexico var Danmark ramt af fodboldfeber. To år tidligere nåede vi semifinalen ved EM i Frankrig i en turnering, hvor de rød/hvide fans blev berømt i hele Europa. Vi spillede attraktiv fodbold og havde en trup fuld af profiler fra de største europæiske ligaer.

I kvalifikationen havde vi slået mægtige Sovjet og havde gjort arbejdet færdigt med storsejre over Norge og Irland. Det var første gang nogensinde, vi deltog ved et VM, men ikke desto mindre var forventningerne høje. På få år havde danskerne gennemgået en mentalitetsændring. Nu troede vi pludselig på os selv.

Vi spillere havde også forventninger. Inderst inde vidste vi, at spillede vi op til vores bedste, kunne vi gå videre fra gruppen. Men lodtrækningen bekymrede os en smule. Skotland mente vi nok, vi kunne besejre. Vesttyskland havde et stærkt hold, men det var især de sydamerikanske mestre fra Uruguay, vi var mest usikre på. Hvad kunne de?

Continue reading "Feber og telefax"