Fem finaler vi aldrig glemmer

Morgenavisen Jyllands-Posten 31. maj 2015

På lørdag mødes FC Barcelona og Juventus i Champions League-finalen på Det Olympiske Stadion i Berlin. Historien viser os, at slutkampe kan være både søvndyssende og nervepirrende, ensidige og medrivende. Vi har set nærmere på de fem største finaler i turneringens nyere historie.


AC Milan vs. FC Barcelona 4-0
18. maj 1994, Det Olympiske Stadion i Athen

Ikke alene skulle Europas to stærkeste klubber krydse klinger, der var samtidig tale om en ideologisk kamp mellem to stilarter. På den ene side Fabio Capellos defensivt fremragende AC Milan – på den anden side Johan Cruyffs frit flydende FC Barcelona. Cruyff annoncerede kækt, at en Milan-sejr ville være ensbetydende med fodboldens død, men kampforløbet tog alle på sengen. Italienerne blæste til angreb fra start. Midtvejs i første halvleg satte Dejan Savicevic fart, rundede en Barça-forsvarer og fandt Daniele Massaro, som kurede sit forsøg i mål. Herefter var der kun ét hold på banen, og i halvlegens næstsidste minut var Massaro igen på pletten. Efter pausen sørgede først Savicevic (med et ikonisk vip) og Marcel Desailly for en surrealistisk slutscore. 4-0 og Cruyff tav, mens sportspressen skrev om den flotteste finalepræstation i turneringens lange historie. Oppe på lægterne sad i øvrigt både Michael og Brian Laudrup. Sidstnævnte fordi konkurrencen på Capellos mandskab var dødelig skarp, førstnævnte fordi han var på vej til Real Madrid.

Continue reading "Fem finaler vi aldrig glemmer"

Store trioer

I denne sæson har vi talt meget om to mægtige trioer i international topfodbold: FC Barcelonas M-S-N og Real Madrids B-B-C. Lionel Messi, Neymar og Luis Suárez har sammenlagt scoret 115 mål i alle sæsonens officielle turneringer og har været en altafgørende faktor i FC Barcelonas spanske mesterskab og udsigt til finaler i Champions League og Copa del Rey. Cristiano Ronaldo, Karim Benzema og Gareth Bale har ikke nået helt samme højder og sætter punktum for sæsonen uden andet sølvtøj end den europæiske Super Cup og FIFA Club World Cup. Ikke desto mindre har de tre Real Madrid-profiler tilsammen scoret 97 gange.

Continue reading "Store trioer"

Hundrede (I)

Man kan sammenligne hærførere, politikere, kunstnere og videnskabsmænd på tværs af tid. Og man kan naturligvis også sammenligne fodboldspillere. Det handler ikke (kun) om, hvem der har kunnet løbe hurtigst, tackle hårdest eller springe højest, men snarere om, hvilken betydning den enkelte spiller har efterladt til eftertiden i kraft af sin stil og tidløse kvalitet, sin personlighed og sine meritter.

Hen over foråret vil jeg rangere alle tiders bedste målmænd, midterforsvarere, backs, spilskabere, kantspillere og angribere. Hundrede af hver spillertype i prioriteret rækkefølge. Jeg begynder med midterforsvarerne*. De smilende, de onde, de elegante og benbrækkerne. Fra de minimalistiske markeringsspillere til de overdådige sweepere.

Der vil ikke være nogen forklaringer, heller ingen beskrivelser. Bare uforfalsket navnedryp og i sidste ende måske et venligt frontalangreb på både nostalgikerens (gammelt er godt!) og futuristens (jo nyere, jo bedre!) patent på fodboldhistorien. De fortsat aktive spillere er markeret med fed.

100. Marco Materazzi

99. Dimitar Penev

98. Cornel Dinu

97. Pietro Rava

96. Ditmar Jakobs

95. Severino Minelli

94. Jerzy Gorgon

93. Klaus Fichtel

92. Mats Hummels

91. Paolo Montero

Continue reading "Hundrede (I)"

Blinkende ikoner

Morgenavisen Jyllands-Posten 1. februar 2015

På denne søndag ville Sir Stanley Matthews være fyldt 100 år. Den britiske fodboldspiller, der døde tilbage i 2000, regnes for verdensspillets første kæmpenavn. Siden har en række spillere opnået lignende status. De har drysset stjernestøv ud over en generation, opsamlet tidsånden og været med til at definere deres epoke. Her er ti af de største.

Efterkrigstiden

Gentleman og legemlig dannelse [Sir Stanley Matthews]

Stanley Matthews blev født den 1. februar 1915 i Stoke-on-Trent. Hans far var barber og tidligere professionel bokser. Han og moren, Ada, opdrog deres fire sønner gennem kærlighed og disciplin. Hver morgen skulle drengene træne gymnastik og løb.

Som 15-årig skrev Matthews under på en kontrakt med Stoke City. Han fik et pund om ugen. Faren nægtede at betale for bussen til træning, da han mente, at sønnen havde godt af den daglige gåtur. Legemlig dannelse frem for alt.

Frem til Anden Verdenskrig skabte Matthews sig et navn som lynhurtig, højre yderwing. Men det var hans overdådige driblerepertoire, der gav ham tilnavnet Troldmanden. I 1930'erne hed Europas største profiler Dixie Dean, Matthias Sindelar og Giuseppe Meazza. Men Matthews skulle overgå dem alle.

Et par år efter krigen, som han tilbragte i luftvåbnet, skiftede han til Blackpool. Holdets manager mente, at der var i hvert fald to sæsoner tilbage i den 32-årige Matthews, hvis bedste år var blevet tilintetgjort af krigen. Først 14 år senere skiftede han tilbage til Stoke som historiens mest agtede britiske sportsmand.

Continue reading "Blinkende ikoner"

Målmageren

Tipsbladet 23. august 2013

Fodboldspillets største stjerne scorer mål. Det er denne ærgerrige og ofte selvcentrerede skikkelse, der stjæler opmærksomheden og skriver historien. Han er 9’eren, nogle gange falsk eller halv-, andre gange fuldtonet i al sin magt og vælde. Her følger de ti største angribere siden Anden Verdenskrig.

  1. Pelé – Kongen (1940-)

Billederne af den unge mand i gråd gik verden rundt. VM-finalen i Stockholm i juni 1958 var netop overstået, og Edson Arantes do Nascimento prøvede at fatte, hvad han havde præsteret. Brasilien havde vundet sit første verdensmesterskab otte år efter tragedien på Maracanã, og manden, de kaldte Pelé, havde scoret to gange i finalen mod de svenske værter. Den første scoring, til 3–1, var en historisk perle og kronen på værket efter målet mod Wales i kvartfinalen og hattricket mod Frankrig i semifinalen. Allerede som teenager fremstod han som den helstøbte angriber: hurtig, herskende, teknisk overbegavet, stærk og uden omsvøb. Som bare 16-årig blev han et kendt navn i hjemlandet, da han i 1957-sæsonen scorede 41 mål i 38 officielle kampe for Santos. Men det var med slutrunden i Sverige, at Pelé fik status af verdens bedste fodboldspiller. En position, han fastholdt i mere end et årti til og med VM i 1970, da han og Brasilien vandt det tredje verdensmesterskab. I 19 sæsoner scorede han 642 mål i 656 officielle kampe for den klub, han forblev tro mod til sit 35. leveår. Europas fodboldpublikum sukkede højlydt efter at se ham live, men måtte nøjes med de stort anlagte tours, hvor Santos, tidens bedste fodboldhold og Intercontinental Cup-vinder i 1962 og 1963, fremviste deres unikum. Pelé, der scorede 77 gange i 92 landskampe, afsluttede karrieren med to sæsoner hos New York Cosmos i North American Soccer League.

Continue reading "Målmageren"