Åbne mesterskaber

Weekendavisen 13. januar 2017

Fodbold. De store europæiske klubber må give slip på deres profiler, mens en diktator i knibe sætter sin lid til tidens farligste angriber. I weekenden begynder Africa Cup of Nations i Gabon.

I den internationale fodboldverden har forholdet mellem Afrika og Europa længe ligget fast. Vi europæere har de etablerede klubber, pengene og den sportslige anerkendelse, som de mest ærgerrige afrikanske spillere ønsker at få del i. Magtudøvelsen er ofte indirekte, men altid ublu. En lang række europæiske fodboldklubber har tætte samarbejdsaftaler med de største talentakademier i storbyer som Lagos, Abidjan, Dakar, Accra, Yaoundé og Douala. Begærlige agenter flokkes i god tid om de dygtigste afrikanske teenagere i håbet om at få en bid af kagen, hvis talentet rækker til en kontrakt i det forjættede land. Det internationale fodboldforbund FIFA har indført et forbud mod handel med mindreårige, men den ene parts drøm om et liv i økonomisk uafhængighed spejles fortsat i den anden parts imperialistiske jargon: De afrikanske spillere omtales som uslebne diamanter og Vestafrika som en sand guldgrube. Men tre uger hvert andet år må herrefolket finde sig i rollen som tjener.

Lørdag begynder således den 31. udgave af de afrikanske mesterskaber, også kaldet Africa Cup of Nations. Her samles det store kontinents 16 stærkeste landshold, og menneskestrømmen vendes for en stund. Selv de største klubber fra England, Spanien, Tyskland og Italien må til deres ofte udtalte fortrydelse afgive bærende spillere midt i klubsæsonen. Aldrig uden hylen og jamren og en uvenlig tanke til Jordens hældning. Med FIFA's blå stempel afholdes Africa Cup of Nations – som den eneste seniorlandsholdsslutrunde i verden – nemlig ikke i sommermånederne, hvor klubfodbolden ellers holder pause, på grund af årstidens høje temperaturer i betydelige dele af Afrika. Engelsk fodbold må denne gang vinke farvel til 39 spillere, i Portugal gælder det 25, i Tyrkiet 20 og i Spanien 18, mens den italienske Serie A må fortsætte uden 13 afrikanere. Hårdest ramt er dog fransk fodbold, som i de kommende uger må klare sig uden 69 professionelle spillere fra Afrika.

Dette års turnering er den mest åbne i nyere tid. De forsvarende mestre fra Elfenbenskysten er bookmakernes favorit, men feltet af bejlere er stort og tæller lande som Senegal, Algeriet, Egypten, Ghana, Cameroun og såmænd også værtslandet Gabon. Notorisk upopulære Marokko, der i sidste øjeblik annullerede sit værtskab i 2015 af frygt for Ebola-virussen, er en dark horse, mens den sidste halvdel af de deltagende nationer vil betragte avancement fra gruppespillet som en succes. Og så måske alligevel ikke. For Africa Cup of Nations er i høj grad også en arena for politiske manifestationer. I de seneste uger har de afrikanske præsidenter og regeringsledere stået på nakken af hinanden for at mene noget om deres respektive landsholds chancer ved turneringen i Gabon.

Senegals præsident, Macky Sall, har igen i år lovet ekstravagante spillerbonusser, hvis landets udvalgte vender tilbage til Dakar som sejrherrer, mens den togolesiske præsident Faure Gnassingbé er gået så langt som til at udlåne sit privatfly til landsholdet. I Ghana besøgte anfører Emmanuel Agyemang-Badu for nylig landets nykårede præsident, Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, og lovede, at holdet vil gøre alt for at vende hjem med trofæet. Ved Akufo-Addos edsaflæggelse i sidste weekend på Uafhængighedspladsen i Accra var både Egyptens Abdel Fatah al-Sisi og Zambias Edgar Lungu til stede. I dagene op til indsættelsen var de lokale aviser fulde af både uofficielle og officielle forbindelseslinjer mellem de bonede gulves diplomati og fodboldbanen.

Gabons værtskab ligner først og sidst endnu et pr-stunt orkestreret af præsident Ali Bongo Ondimba, der har siddet på magten siden sin fars død i 2009. Men ikke alt er gået efter planen. Oppositionen har som ventet kritiseret Bongo for at afholde en bekostelig fodboldturnering i et land, hvor hver sjette indbygger lever i alvorlig fattigdom og en lille politisk elite råder over de enorme oliereserver. Tilbage i 2015 betalte præsidenten selveste Lionel Messi for at komme til Gabon og sætte den første sten i et stort stadionbyggeri i Port-Gentil. Seancen, der varede få timer, kostede tre millioner dollar. I september udløste Bongos omstridte genvalg protester, voldelige optøjer og arrestationer af flere end tusinde vrede vælgere i hovedstaden Libreville. Den anspændte situation i det vestafrikanske land har bevirket, at billetsalget til Africa Cup of Nations har været særdeles sløvt, ligesom antallet af tilrejsende fodboldfans ventes at blive det laveste i mange år.

I årets turnering er der blevet plads til Guinea-Bissau, Uganda og Zimbabwe, der end ikke havde råd til at flyve til udekampene i kvalifikationsturneringen og derfor måtte tilbringe halve døgn på landevejen. Heller ikke førstnævnte svømmer ligefrem i penge og måtte opgive at arrangere træningskampe i efteråret. Også DR Congo har haft sine udfordringer. På grund af den ustabile situation i landet valgte regeringen at aflyse alle klubkampe i december. Men tiden er ovre, hvor afrikansk fodbold blev kontrolleret af Egypten, Maghreb-landene samt de folkerigeste nationer ved Guineabugten. I dag er kontinentets hakkeorden i opløsning, og den etniske diversitet stor blandt Africa Cup of Nations' vigtigste spillerprofiler.

I Gabon råder flertallet af deltagerlande over flotte navne fra Europas største ligaer. Senegal med Idrissa Gueye (Everton) og topangriberne Sadio Mané (Liverpool) og Keita Baldé (Lazio), Cameroun med den dygtige Ligue 1-forsvarer Nicolas Nkoulou (Lyon), Algeriet med den engelske mester Riyad Mahrez (Leicester), Tunesien med Aymen Abdennour (Valencia), Ghana med de kreative Ayew-brødre (André i West Ham, Jordan i Aston Villa) og Egypten med både Mohamed Elneny (Arsenal) og Mohamed Salah (Roma). Koncentrationen af talent og kvalitet er fortsat størst hos Elfenbenskysten, men turneringens største stjerne er på hjemmebane.

Gabons egen Pierre-Emerick Aubameyang, der til daglig spiller i den tyske storklub Borussia Dortmund, er ikke alene en af verdens hurtigste fodboldspillere. Han er sæsonens mest målfarlige herre i Europas store ligaer. 27-årige Aubameyang, der ankommer til sit hjemland fit for fight efter flere ugers vinterpause i Bundesligaen, har scoret 16 mål i 15 ligakampe. Det ville være en underdrivelse at hævde, at forventningerne til Auba er store. Han, der er født i det vestlige Frankrig, men har valgt at repræsentere sit fædrene land, er den store profil i en trup, som mestendels udgøres af nobodies fra småklubber rundt om i Europa. Aubameyang har ytret, at han sigter mod både topscorerprisen og guldet i en turnering, der har fået et økonomisk løft af CAF.

Det afrikanske forbund betaler fire millioner dollar til vinderholdet, mens en semifinalist scorer halvanden million. I alt udbetales 16,4 millioner dollar ved slutrunden, en stigning på halvanden hundrede procent siden mesterskaberne i Ækvatorialguinea i 2015. De øgede pengepræmier, der nu næsten matcher Europamesterskabet, skal ses i lyset af Africa Cup of Nations' faldende prestige. Selv de mindste lande ansætter efterhånden europæiske cheftrænere, som muligvis gør dem mindre sårbare, men i hvert fald mindre seværdige (12 ud af 16 landstrænere er ikke-afrikanere). Dertil kommer, at flere af Afrikas største navne har indstillet landsholdskarrieren inden for de seneste år. En konsekvens har været, at turneringens målgennemsnit er faldet markant, ligesom tilskuerinteressen har været vigende. Kun ét af Gabons fire godkendte stadioner kan huse flere end 22.000 tilskuere.

Flere spillere har udvist en slående mangel på interesse i at medvirke ved festlighederne i Gabon. Enkelte er blevet væk. Juventus' ghaneser Kwadwo Asamoah vil hellere forsøge at genvinde sin plads i den italienske klub, og også Benik Afobe afviste sit hjemland, DR Congo, til fordel for sin arbejdsgiver Bournemouth. Helt gal er den hos camerounerne, der i de senere år har været plaget af uskønne slagsmål om alt fra pengebonusser til trøjenumre og mødetidspunkter, og som efter en gylden periode i 00erne oplever en kvalitetstørke. Her har hele syv spillere, deriblandt Liverpool-forsvareren Joël Matip, nægtet at rejse med deres landsholdskammerater for i stedet at koncentrere sig om det daglige virke i Europa. Afbuddene er lovstridige ifølge FIFA's regler, og det camerounske fodboldforbund har truet landssvigerne med årelange karantæner fra landsholdet. Det sidste ville næppe være den værste straf. Fodboldens globale hierarki består.

ahb