Nr. 19

I morgen er det atter blevet tid til den årlige udvælgelse af Sæsonens Hold i europæisk fodbold. Sammen med tre gode venner (og de mest upartiske, finest dømmende, saglige og bredeste funderede fodboldfolk, jeg kender) har jeg den selvvalgte ære af at skulle finde frem til de absolut bedste spillere på hver position. I år i en 4-2-3-1-formation.

Vi tager ikke (et besynderligt) hensyn til, hvordan de valgte spillere ville spille sammen, hvis de faktisk udgjorde et hold. Ligesom det kun - og absolut kun - er præstationerne fra juni til juni, der tæller (EM'16 medregnes således denne gang). Intet foregående, intet forventet fremtidigt. Kun de seneste 12 måneders bold på UEFA-jord.

På baggrund af sæsonen 2016/17 har vi nomineret +350 spillere, der til daglig repræsenterer et bredt udvalg af klubber fra +15 ligaer i Europa. De stærkeste klubber har naturligvis flest med. I år er der blevet plads til seks danskere (Schmeichel, Christensen, Delaney, Eriksen, Dolberg, Jørgensen), ny rød/hvid rekord. Til gengæld må man spejde langt efter en repræsentant for den reformerede Superliga.

Udover vores hold, som vi sammensatte første gang i juni 1999, har vi i det seneste årti også uddelt Årets Puerta til europæisk fodbolds bedste spiller under 20 år. En pris opkaldt efter den spanske fodboldspiller Antonio Puerta (1984-2007). De tidligere vindere er:

2008 - Micah Richards
2009 - Alexandre Pato
2010 - Mario Balotelli
2011 - Christian Eriksen
2012 - Romelu Lukaku
2013 - Julian Draxler
2014 - Raheem Sterling
2015 - Anthony Martial
2016 - Gianluigi Donnarumma

I de seneste dage har vi, de medvirkende, tygget os igennem et tungt og til lejligheden frembragt kompendium med al tænkelig statistisk information. På fredag kl. 18 indledes de første drøftelser af de 32 nominerede målmænd. Derefter går vi til højrebacken, så venstrebacken og så fremdeles. Vi piller én spiller fra ad gangen, så vi dermed også står tilbage med rangerede positioner (altså, målmændene fra nr. 32 til 1). De sidste fem spillere på hver position stemmes der om, før en endelig, Hal Kochsk enighed indfinder sig.

Sommetider går bølgerne højt, andre gange er det fælles fodslag næsten rørende. Og vi helmer ikke, før vi er færdige med angriberpositionen 10-11 timer senere. Det hele udspiller sig på et gammeldags Subbuteo-underlag, hvorpå alle spillere (opført med klub/land) stimler sammen på små navneskilte, som var der tale om en mirakuløst sjov konfirmation for fodboldeliten. Verden på ét bræt.

Og hvilke spillere er så blevet valgt flest gange til det endelige hold gennem årene? Top 20:

Cristiano Ronaldo – 9
Lionel Messi – 7
Thierry Henry – 6
Alessandro Nesta – 5
Luís Figo – 5
Patrick Vieira – 4
Dani Alves – 4
Xavi – 4
Zinédine Zidane – 3
Andrés Iniesta – 3
Javier Zanetti – 3
Walter Samuel – 3
Marcelo – 3
Gianluigi Buffon – 3
Rivaldo – 3
Ronaldinho – 3
Philipp Lahm – 3
Frank Lampard – 3
Nemanja Vidic – 3
John Terry – 3

ahb, mrm, rbc og mbp