Melankolsk ikon

Weekendavisen 18. marts 2016

Boldbio. En af Englands største spillere gennem tiderne, Steven Gerrard, erindrer skarpt, høfligt og glædesløs.

Min historie. Steven Gerrard i samarbejde med Donald McRae. Oversat fra engelsk af John Jensen. 469 sider. 299,95 kr. People'sPress.

De vigtigste engelske fodboldspillere har en slem uvane. De udgiver ikke bare én, men flere officielle selvbiografier i løbet af deres karriere. Således også en af de allerstørste, Liverpool-legenden Steven Gerrard, der sidste sommer satte punktum efter 17 sæsoner som professionel i engelsk fodbold, men som den dag i dag stadig er aktiv i amerikanske LA Galaxy. Hans første memoirer, Gerrard, udkom tilbage i 2006, da han var blot 26 år og på toppen af sin karriere. Den ujævne bog var først og sidst et kommercielt anliggende. Gerrard-lejren så og greb muligheden for at spinde guld på den vundne Champions League-finale året før. Her overfor er Min historie, fodboldberømthedens seneste udgivelse skrevet i samarbejde med den prisbelønnede sportsjournalist Donald McRae, heldigvis mere interessant.

Continue reading "Melankolsk ikon"

En ulige kamp

Et fortroligt møde om en europæisk superliga, usportslige seedninger og et forslag om wildcards i Champions League. Den tavse magtkamp mellem superklubberne, de nationale forbund og fodboldens lovgivere har fået nyt liv.

I sidste måned mødtes repræsentanter fra Englands fem største fodboldklubber – Manchester United, Manchester City, Arsenal, Chelsea og Liverpool – med den amerikanske forretningsmand Stephen Ross på luksushotellet The Dorchester i London. Sammenkomsten var fortrolig, og parterne havde i fællesskab sørget for, at kun meget få detaljer slap ud.

Officielt handlede mødet om afviklingen af årets udgave af International Champions Cup, en træningsturnering i Australien i juli for nogle af klodens største klubber. Men ifølge BBC medier var der andet på programmet end sommerfodbold. Ross, der ejer NFL-holdet Miami Dolphins og er god for 12 mia. dollars, skulle efter alt at dømme have benyttet lejligheden til at teste de fem engelske klubber i forhold til det aktuelle Champions League-format.7

Continue reading "En ulige kamp"

En verden uden grænser

Morgenavisen Jyllands-Posten 13. marts 2016

Sport: For 20 år siden ændrede en EU-dom den professionelle fodbold for altid. Klubberne kunne nu ikke længere stavnsbinde spillerne, som tilmed ikke var begrænset af deres nationalitet. Men hvilke omkostninger har den massive internationalisering haft?

Engang var fodboldens verden et overskueligt sted. Klubber fra London bestod mestendels af spillere fra London, klubber fra København bestod af københavnere. Alle klubber havde et par enkelte tilflyttere, måske endda en udlænding. Oftest fra et af nabolandene, og kun meget sjældent fra andre kontinenter.

Gambiske Alhagi Modou Njie – bedre kendt som Biri Biri – blev den første afrikanske fodboldspiller i Danmark, da han i 1972 skiftede fra hjemlandets Wallidan FC til B.1901. Transferen beroede på en tilfældighed.

Den danske klub opholdt sig i Gambia på træningslejr, hvor man mødte Wallidan FC i en testkamp. B.1901 vandt, men Biri Biri scorede tre gange, og cheftræner (og senere landstræner) Kurt Nielsen fik overtalt den vestafrikanske angriber til at spille for B.1901 i en ny match. Her scorede Biri Biri fire mål, og falstringerne tilbød ham at rejse med til Danmark.

Continue reading "En verden uden grænser"

Når alt flasker sig

Morgenavisen Jyllands-Posten 12. marts 2016

Leicester har gode chancer for at blive engelsk mester for første gang nogensinde. Klubbens italienske manager har indgået en pagt med sine spillere og ladet ketchuppen blive på frokostbordet.

Han havde knap stemplet ind på sin første arbejdsdag, før de utrygge spillere begyndte at lufte deres bekymring. Nu blev det hele vel ikke alt for taktisk og italiensk? Var det nu helt slut med at more sig? De sagde det ikke (så) højt, men han har siden fortalt, at han og hans stab sagtens kunne mærke betænkeligheden.

Her otte måneder senere er det svært ikke at trække lidt på smilebåndet af den indledende skepsis, der mødte Claudio Ranieri i Leicester. For italieneren har siden vist sig at være alt andet end en alvorstung lyseslukker. Faktisk har han stået i spidsen for den største overraskelse i engelsk topfodbold i næsten 40 år.

Sidste forår kæmpede Leicester City en tæt kamp for at undgå nedrykning. I løbet af de næste 64 dage – og ni ligakampe – afgøres det, om klubben fra East Midlands virkelig skal blive engelsk mester for første gang i historien. Og muligheden er i den grad til stede. Leicester fører Premier League med et forspring på fem point og har et mindre besværligt slutprogram end de nærmeste konkurrenter.

Continue reading "Når alt flasker sig"

Gangsterne i Zürich

Weekendavisen 4. marts 2016

Afsløret! Hvis man ser igennem den småperfide og selviscenesættende bøllejargon, er Andrew Jennings' FIFA-banden om den omfattende korruption i fodboldens top et vigtigt værk.

Andrew Jennings: FIFA-banden. Afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden. 250 sider. 249,95 kr. People'sPress.

Andrew Jennings er sportsjournalistikkens terrier. Han bliver ved med at snappe og snerre og bjæffe, indtil de langt større køtere lægger sig ned. Hans seneste bedrift, FIFA-banden, der allerede foreligger på dansk, spiller en afgørende rolle i det amerikanske forbundspolitis igangværende undersøgelse af det internationale fodboldforbund, FIFA. En undersøgelse, der indtil videre har ført til den mangeårige præsident Sepp Blatters fald og weekendens nyvalg, som bragte endnu en schweizer, Gianni Infantino, til tops i den kontroversielle organisation. Det var Jennings' arbejde, der i sidste ende trak tæppet væk under en række af de fodboldgangstere, der gennem årtier har tilranet sig millioner af dollars på bekostning af sportens græsrødder: Chuck Blazer, Jérôme Valcke, Luis Bedoya, José Maria Marin, Ricardo Teixeira, Jeffrey Webb, Nicolás Leoz og ikke mindst superskurken Jack Warner, der herskede over det mellemamerikanske fodboldforbund, Concacaf, fra 1990 til 2011.

Continue reading "Gangsterne i Zürich"