At forstå krigen

Weekendavisen 19. februar 2016

Interview. Kan man overhovedet lave krigsteater uden enten at fordømme soldaterne eller forherlige død og droner? Aarhus Teaters debuterende husdramatiker, Peter-Clement Woetmann, om Afghanistan, broderskab, fremtidens robotkrig, scenekunstens begrænsninger og om efterdønningerne af sin generations Kennedy-øjeblik.

Man kan sagtens sidde midt i den banale hverdag og opleve en verdenshistorisk omvæltning. Faktisk er det svært at lade være. Mine bedsteforældre kan stadig høre lyden fra de tyske fly den forfærdelig tidlige morgen 9. april 1940, ligesom mine forældre er i stand til at gengive gravstemningen i den ekstraudsendelse af TV Avisen, der tonede ud i de små stuer om aftenen 22. november 1963. Klokken var lidt over otte, og mindre end en time tidligere var USA's præsident John F. Kennedy blevet dræbt i sin åbne Lincoln Continental på Elm Street i Dallas. Hver generation har sit blivende moment, der definerer det, der engang var, og det der måske vil komme. Således også min egen generation. Vi der gik i gymnasiet, da tårnene faldt.

Peter-Clement Woetmann er tre år yngre end mig, og så er han få dage fra sin første premiere som husdramatiker på Aarhus Teater med Til mine brødre, en forestilling om Afghanistan-krigen, der er iscenesat af Annika Silkeberg. Krigen som beslutning, idé og kald, krigen som profession, drab og dødsøjeblik, krigen som politisk argument og som en tilstand, vi alle bærer i os. Vi mødes i caféen på Dokk1, et kulturpalads i beton, glas og stål, der hvor å bliver til havn i Jyllands største by. Jeg er kommet lidt for tidligt. Det er han også. Og så kan vi jo ligeså godt begynde. Med begyndelsen for snart fjorten og et halvt år siden.

Continue reading "At forstå krigen"

Kampen om Danmark

Weekendavisen 19. februar 2016

DF-teater. Mungo Park Koldings De stuerene er 20 års politisk danmarkshistorie og noget så sjældent som en virkelig sjov komedie.

Historien om Dansk Folkeparti fra det kaotiske Z-landsmøde i 1995 til udnævnelsen af Pia Kjærsgaard som Folketingets formand sidste år er den klassiske historie om, hvordan oprøreren ender som magthaver. Men det er samtidig en fortælling om, hvad der sker, når samfundets ordførende klasse glemmer den store gruppe af tavse medborgere, som pludselig får stemme. I Mungo Park Koldings De stuerene, der er skrevet af Line Mørkeby i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og teaterdirektør Lasse Bo Handberg, er det den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (Frank Thiel), der fortæller historien. »Det er et overgreb mod humanismen,« siger han gentagne gange, men danmarkshistorien nægter at rette ind.

Continue reading "Kampen om Danmark"

Længslen efter sorgløs ro

Weekendavisen 12. februar 2016

Scene. »Bare rolig, det her er endnu et kunstnerisk projekt.« Teater Får302 leverer poetisk billedkunst og harsk ironi i ekstraordinære kostumer.

Dybt under kulturen findes som bekendt barbariet, og lige under civilisationen er vi alle nøgne og alene. Det er menneskets velsignelse, at det ikke kan lade være med at skabe, og det er dets forbandelse, at det endnu oftere bare skaber sig. Det vidste og viste allerede en gnistrende revser som Friedrich Nietzsche, og de seneste hundrede år har vel ikke gjort meget for at døve den dobbelte proces. Men hvad om vi skrællede det hele bort og bare var? Hvad om vi parkerede alle krav til os selv og hinanden, skurrede vores selvbilleder rene som en skifertavle under en våd klud og fulgte længslen efter den fuldkomne, sorgløse ro?

Continue reading "Længslen efter sorgløs ro"

Ingen kære Mor

Morgenavisen Jyllands-Posten 21. februar 2016

Nationalt tilhørsforhold er ikke længere noget, der gives fra fødslen. Flere forbund scouter aggressivt, og fremtidens landsholdsspillere rekrutteres fra nær og fjern.

I sidste uge traf unge Emre Mor en markant beslutning. Den 18-årige FC Nordsjælland-forward, der er aktuel topscorer i U19 Ligaen og har spillet 22 ungdomslandskampe for Danmark, valgte at skifte statsborgerskab. For eftertiden vil han repræsentere Tyrkiet, landet hvor hans forældre er født. Skiftet sker få uger, efter at FC Københavns ligeledes danskfødte Youssef Toutouh meddelte, at han fremover vil stille op for Marokko.

Den daværende marokkanske landstræner Ezzaki Badou var på plads i Parken til Superliga-kampen mellem FCK og OB i begyndelsen af december og opsøgte siden Toutouh, som efterfølgende har medgivet at marokkanernes store interesse var udslagsgivende. På samme vis har Mors rådgiver, Muzzi Özcan, gjort det klart over for DR Sporten, at det var tyrkernes opsøgende arbejde, som bar frugt.

Continue reading "Ingen kære Mor"

Den store genstart

Weekendavisen 12. februar 2016

Fodbold. Sportsjournalisten Raphael Honigstein har begået en suveræn bog om tysk fodbolds forvandling fra træt knoklepligt til spillevende charmebold. Das Reboot er en af de vigtigste sportsudgivelser i flere år.

Raphael Honigstein: Das Reboot. 276 sider. 9,99 pund. Yellow Jersey Press.

Efter EM i 2000 var tysk fodbold i knæ. A-landsholdet og ungdomslandsholdene var stivnet i grim og forstokket Rumpelfußball. Bundesligaen flød over med halvdårlige udlændinge, mens de tyske talenter var forsvundet. Noget måtte der ske, og noget skete der! Forbundet, klubberne og landsholdet erkendte nødtvunget problemernes omfang og satte alle kræfter ind i en fælles genopbygning af Europas vigtigste fodboldland. Over hele Tyskland oprettedes talentcentre, kravene til trænerne blev skærpet, videnskaben blev taget med på råd, og idéerne fik frit løb. En ny generation af spillere og trænere gjorde efterhånden op med den udlevede machoånd, der prædikede løb, muskler og infight. Det nye Tyskland skulle ikke bare vinde, det skulle gøre det med stil.

14 år senere kunne landsholdsanfører Philipp Lahm løfte VM-pokalen højt over sine smalle skuldre på det berømte Maracanã i Rio de Janeiro som det tydeligste symbol på genrejsningen. Hjemme i bundesrepublikken var fansene allerede vendt tilbage til lægterne, klubberne kunne igen fremvise sorte tal på bundlinjen, og talenterne blomstrede som aldrig før. Udviklingen var langtfra gratis. I løbet af halvandet årti spenderede Tysklands 36 professionelle fodboldklubber rundt regnet en milliard euro på talentpleje, og i 2014/15-sæsonen beløb de årlige udgifter til de 54 klubdrevne akademier sig til i alt 125 mio. euro.

I dag er Tyskland ikke bare regerende verdensmester og blandt favoritterne til sommerens EM i Frankrig. Man er på klub- og landsholdsplan, ungdoms- som seniorniveau blevet et pejlemærke for en hel verden. Tyskernes forvandlingsproces er fodboldens vigtigste historie i dette årtusinde og emnet for den tyske sportsjournalists Raphael Honigsteins opbyggelige monografi Das Reboot. Det grundige værk, der må regnes som en af de vigtigste fodboldudgivelser i flere år, er fortalt gennem de centrale aktører: Landstræner Joachim Löw, ekslandstræner Jürgen Klinsmann, teammanager Oliver Bierhoff, trænerpioneren Ralf Rangnick, der blev til grin, da han i 1998 tegnede og fortalte om fremtidens fodbold i ZDF's legendariske das aktuelle sportstudio og så naturligvis en perlerække af epokens vigtigste landsholdsspillere fra den snusfornuftige Lahm til den herligt skæve Thomas Müller.

Bogens opbygningen er dynamisk, og Honigstein formår i et elegant sprog og med en uhørt høj detaljegrad at skabe en holdbar spændingskurve, selv om de fleste Tysklands- og/eller fodboldinteresserede kender historiens grove træk. Das Reboot bevæger sig fremad som både en maxi- og en minifortælling. På den ene side den halvandet årti lange proces fra den søvngængeragtige optræden ved europamesterskabet i 2000 og frem til VM-guldet i 2014. Og på den anden side et intenst zoom på verdensmesterskabet i Brasilien, dag for dag, kamp for kamp. Afslutningsvis lader Honigstein de to spor løbe sammen i unge Mario Götzes sejrsmål i det 113. minut i VM-finalen mod Argentina.

Forfatteren er helt tæt på det tyske landshold under VM 2014. Han er med i den såkaldte mixed zone i minutterne efter kampenes afslutning, og han lader spillere og ledere berette detaljeret fra den afsondrede holdlejr Campo Bahia i den nordøstlige del af Brasilien. Men Das Reboot støver også de mere usynlige helte af. Folk som Urs Siegenthaler, landsholdets schweiziske chefscout, der går til opgaven med en videnskabsmands akkuratesse, og de visionære ledere Ulf Schott og Dietrich Weise. Så tidligt som i 1998 præsenterede Weise det tyske fodboldforbund, DFB, for et bragende ambitiøst bud på en gennemgående systematisering af landets talentudvikling. Weise ønskede flere end 100 regionale centre, Stützpunkte, hvor tusindvis af talentfulde drenge i alderen 13-17 år kunne hvæsse deres talent, men han var for tidligt på den, og først nogen tid senere blev hans plan til virkelighed.

Eller ingeniøren Helmut Groß, der op gennem 1980'erne trænede amatørhold om dagen og tegnede broer om natten. Groß var den første tysker, der anvendte zoneforsvar i 4.-divisionsklubben Geislingen helt tilbage i 1981 og stod senere fadder til den indflydelsesrige Baden-Württemberg-skole fokuseret om bilbyen Stuttgart. Honigstein viser, hvordan samme innovative virketrang kendetegner en række af opsvingets nøglefigurer – Klinsmann, Löw, Rangnick, Jürgen Klopp og Thomas Tuchel – der kuriøst nok alle er fra samme hjørne af Tyskland.

Gennem fodbolden kaster Das Reboot lys over en afgørende forandring i den tyske folkesjæl. Mod slutningen af 1990'erne var Tyskland »krøbet ind i sin egen skal« og »uden en realistisk forståelse af en ny tids udfordringer«. Dinosaurer som Ottmar Hitzfeld og Otto Rehhagel råbte sig stadig hæse på trænerbænkene, alt imens den imødekommende Klinsmann vendte hjem fra sit californiske eksil. Kritikerne betragtede ham som en utro globetrotter, der stillede for mange spørgsmål. Hvorfor skulle spillerne nu pludselig på sprogkurser, frekventere en sportspsykolog og lytte til motivational talks? Kunne man virkelig klare sig mod dygtigere modstandere uden et Kampfschwein, et bæst i midtercirklen? Men i deres hvide skjorter konsoliderede Klinsmann og assistenten Löw deres venlige regime og førte landsholdet til VM-bronze på hjemmebane i 2006, den glade sommer, hvor tyskerne flagede en ny fremtid i møde. »Fædrelandskærlighed blev med ét cool,« fortæller den tidligere landsholdsspiller Thomas Hitzlsperger.

Inde på banen begyndte spillerne at tænke fodbold på en ny måde, mens magtbalancen tippede til fordel for de nye koncepttrænerne, der måske ikke selv havde haft en glorværdig spillerkarriere, men som fremstod som nuancerede analytikere af spillet. Det nye, kvalificerede fokus smittede af på offentligheden. Bedømmelsen af et fodboldmandskab beroede nu ikke længere på en lommeanalyse af spillernes psykologi og vindervilje, men på et nøgternt, taktisk grundlag. Det siger en hel del om udviklingens kraft, at Löws kollektivistiske landshold de senere år er blevet beskyldt for at være for nydeligt og ineffektivt, for broderende og akademisk (underforstået: i modsætning til l'ancien régime).

Das Reboot får også fortalt de vigtigste sidehistorier. Om hvordan elitefodbolden blev integreret i uddannelsessystemet, og om hvordan Gerhard Schröder-regeringens liberalisering af statsborgerskabsloven i 2000 fik DFB til at interessere sig for landets immigrantsønner. Honigsteins perspektiv er heldigvis altid både aktør- og strukturorienteret – den 15 år lange omdannelse af en kultur beror på strømninger i tiden såvel som få pionerers enestående værk – og så er det en pointe, at processen ikke er sat i stå efter Maracanã. Oliver Höner, sportsprofessor ved Universität Tübingen, fortæller om fremtidens talentskabelse ved hjælp af kognitiv videnskab og psykologiske stresstests. Eller med Rangnicks ord: »Det største uudnyttede potentiale er stadig oppe i spillernes hjerner.«

ahb