Drøm eller mareridt?

Morgenavisen Jyllands-Posten 25. september 2015

Før weekendens regionalvalg står FC Barcelonas spillere i kø for at vise deres støtte til separatisterne. Men en eventuel løsrivelse fra Spanien kan få enorme konsekvenser for storklubben.

I mandags havde den spanske sportsminister Miguel Cardenal en hyggelig tjans. Han skulle møde op foran pressen og offentliggøre den bedste fodboldrækkes nyeste maskot, En rødhåret kæmpedreng iført blå shorts og en hvid T-shirt med ligaforeningen LFP's farvefulde logo.

Men den harmløse vindersag blev snart udfordret. Få dage før weekendens catalanske valg, hvor spørgsmålet om selvstændighed står øverst på dagsordenen, afkrævede de fremmødte journalister Cardenal et klart svar: Hvilke konsekvenser kan en eventuel politisk løsrivelse få for La Liga-klubber som FC Barcelona og Espanyol?

Continue reading "Drøm eller mareridt?"

Knutzon classic

Weekendavisen 18. september 2015

Scene. Teatret ved Sorte Hests Det er så det nye er en grotesk sjov skildring af det uforbederlige parforhold og den altid truende verden.

Poul (Morten Holst) er en gennemsigtig mand i gråbrun polo og gabardinebukser. Han vil gerne have, hun har det godt. Pyssern (Josephine Raahauge) er en fyrig kvinde i knickers, gyldne sneakers, knæstrømper og en T-shirt med broderede blomster. Hun vil gerne have, han forstår hende. »Vi lever trods alt i et parforhold,« prøver han og minder hende om, at de også må se at få rykket de senge sammen. Grundtonen er på en gang livlig og lakonisk i Maria W. Vinterbergs iscenesættelse af Line Knutzons Det er så det nye på Teatret ved Sorte Hest. Knutzons tekst, der blev uropført på Bådteatret i 1993 og udgivet i bogform i 2001, er med sit sproglige mesterskab og stilfærdige, groteske humor et af 1990'ernes blivende dramaer. For verden bliver tilsyneladende ved med at finde på nye krumspring, uden at dens beboere, de stakkels mennesker, kan nå at følge med.

Continue reading "Knutzon classic"

Verden i mønstre

Weekendavisen 18. september 2015

Talknuser. Den rørende matematik-blues X+Y fortæller historien om en ung, faderløs matematikhjernes opdagelse af verden udenfor.

Matematiske talenter er godt filmstof. Historien om den suveræne teoretiker, der har svært ved at forstå selv de mest basale, sociale spilleregler, er og bliver fascinerende. To af subgenrens mest prominente titler i nyere tid er Gus Van Sants universitetsdrama Good Will Hunting (1997) og Ron Howards Et smukt sind (2001) om det skizofrene geni John Forbes Nash. Det er i udkanten af denne tradition, vi finder Morgan Matthews' X+Y. Nathan Ellis (Asa Butterfield, som lille: Edward Baker-Close) løser komplicerede matematiske opgaver, før hans jævnaldrende kan tælle til tyve. »Jeg holder af mønstre,« siger han til psykiateren, der har diagnosen og den vanlige eufemisme klar. »Nathan er autist og synæstetiker, han er et unikt barn.« Faderen Michael (Martin McCann) omkommer i en bilulykke. Nathan overlever på passagersædet. Herfra er det op ad bakke.

Continue reading "Verden i mønstre"

Hvornår ryger Rodgers?

Morgenavisen Jyllands-Posten 19. september 2015

Presset er stort på Liverpools nordirske manager Brendan Rodgers, der har et af fodboldverdenens sværeste job.

Brendan Rodgers har netop taget hul på sin fjerde sæson i Liverpool. Siden juni 2012 har han købt 31 spillere, solgt 37 og brugt 108 mio. pund netto. Men spørgsmålene er stadig de samme. Hvornår vil Liverpool tage skridtet op blandt de bedste? Og er nordireren den rette mand til jobbet?

Før sæsonen rangerede 42-årige Rodgers øverst på bookmakernes liste over Premier Leagues mest fyringstruede managere. I sommer skulle han således stå til regnskab for en skuffende sæson, der endte i en historisk 1-6-ydmygelse i Stoke. Liverpool blev 6'er 25 point bag mestrene fra Chelsea, og klubbens amerikanske ejer, Fenway Sports Group (FSG), krævede svar.

Continue reading "Hvornår ryger Rodgers?"

I føling

Weekendavisen 11. september 2015

(U)skyld. Ved hverken at psykologisere og ideologisere nægter Tobias Lindholms Krigen at søge efter slagmarkens sandhed.

Der går ikke mange sekunder af Tobias Lindholms Krigen, før det første unge menneske mister livet i et tordensmæld af en anden verden. Vi befinder os i en af Helmands støvede, disede dale. Tunge støvler knuser småsten, og så sker det. En dansk soldat træder på en vejsidebombe. Kammeraterne fra delingen forsøger at forbinde ham, men han forbløder. I det sydvestlige Afghanistan har kompagnichef Claus Michael Pedersen (Pilou Asbæk) ansvaret for halvanden hundrede mand. Hjemme i Danmark tager Maria (Tuva Novotny) sig af parrets tre børn. I filmens første halvdel krydsklippes mellem den nødvendige damage control det ene og det andet sted.

Continue reading "I føling"