Slut med tredjeparter

Morgenavisen Jyllands-Posten 29. juli 2015

I sidste uge afsagde en belgisk domstol en dom, der kan få afgørende betydning for det internationale transfermarked.

Agurketidens varmeste kartoffel har et langt og kedeligt navn: tredjepartsejerskaber. Men under den tekniske betegnelse gemmer der sig en hed og intens kamp om fodboldens fremtid.

Allerede i 2007 bekendtgjorde det internationale fodboldforbund Fifa, at »ingen klub må indgå en kontrakt, som gør det muligt for en tredjepart at indvirke på ansættelsesforholdenes og transferens status.« Én klub handler med en anden klub. Ingen spiller må være helt eller delvis ejet af en tredje part, som vil kunne tjene penge på eventuelle handler. Færdigt arbejde.

Continue reading "Slut med tredjeparter"

Jesus var ingen moralist

Weekendavisen 24. juli 2015

Moral(isme). Har kristendommen glemt sit grundlag? Aarhus-teologen Johannes Sløks kernesøgende kampskrift blomstrer stadig viltert.

Johannes Sløk: Kristen moral før og nu. 220 sider. Vejl. pris 250 kr. Hans Reitzels Forlag

For den kendte Aarhus-teolog Johannes Sløk (1916-2001) er det en efterrationalisering at hævde, at moral udledes af et højeste gode, et i sig selv gyldigt princip. Moral er samfundsbærende, og alternativet er et uberegneligt kaos. Men mennesket overtager dets moral fra det omgivende samfund. Det er »den faktiske adfærd, der bestemmer anskuelserne«.

Continue reading "Jesus var ingen moralist"

Han ignorerede tribunerne

Morgenavisen Jyllands-Posten 26. juli 2015

Pioner. Den første mørke engelske landsholdsspiller, Viv Anderson, banede vejen for en generation. Han så ikke sig selv som en rollemodel, men nøjedes med at spille fodbold trods tilråbene og de flyvende frugter.

Englands 1-0-sejr over Tjekkoslovakiet på Wembley den 29. november 1978 var en uvæsentlig fodboldkamp. Der var tale om en testmatch uden point på spil. Ingen af de to nationer havde deltaget ved verdensmesterskaberne i Argentina et lille halvt år tidligere, begge var de ved foden af en opbygningsproces. Alligevel står landskampen som en historisk milepæl.

Det engelske forsvar bestod af Dave Watson, Trevor Cherry, Phil Thompson og Viv Anderson. De første tre lignede noget, vi havde set før, den fjerde var en vild sensation. Anderson var højre back og i fin form. Han var ranglet, men en dygtig tackler, offensivt indstillet og ikke bange for at afslutte. Han var 22 år og optrådte for Nottingham Forest. Og så var han den første mørke spiller på det engelske fodboldlandshold.

Continue reading "Han ignorerede tribunerne"

Hun spiller som en mand!

Morgenavisen Jyllands-Posten 19. juli 2015

Pioner. Den amerikanske tennisspiller Billie Jean King spillede aggressivt og seværdigt, og så havde hun sine meningers mod. Både på og uden for banen rokkede hun voldsomt ved de vedtagne kønsroller.

Billy Jean King var måske ikke den fuldendte tennisspiller, men hun var en af historiens mest seværdige og succesfulde. Fra midten af 1960'erne og et tiår frem tilhørte hun verdenseliten. Hun vandt sin første Grand Slam-titel i single ved Wimbledon i 1966 og den 12. og sidste samme sted i 1975.

Hun var lille, men voldsomt aggressiv. Hun slog hårdt og var væver i sin evige sprint mod nettet. Hun kunne blive ved med at løbe. Hendes enhånds-baghånd var lige så elegant, som den var dræbende. Til gengæld ledte hun forgæves efter sin longline-forhånd gennem hele karrieren. Psykologisk var hun sine konkurrenter overlegen. Hun var intelligent og lod ingen komme for tæt på. Hendes personlighed fyldte et helt omklædningsrum. Hun var venlig, men bestemte hvor grænsen for et venskab gik.

Continue reading "Hun spiller som en mand!"

Baglæns ind i fremtiden

Morgenavisen Jyllands-Posten 12. juli 2015

Pioner. Ved OL i 1968 tog den ingeniørstuderende Dick Fosbury verden på sengen med sit rygflop. Højdespringeren brød med tidens traditioner og gav sporten en ny videnskabelighed.

Det var i 1963, og Richard Douglas Fosbury var en venlig nørd. Han var ikke den mest populære dreng i klassen. Det var, som om han ikke behøvede verden omkring sig. Han var en drømmende enspænder, og så var han voldsomt optaget af atletik. På sit første år på Medford High School var han altid at finde ved atletikanlæggets højdespring.

Den 16-årige knægt var lang og en naturlig atlet. Men det såkaldte væltespring, hvor springeren sætter af på det inderste ben efter et skråt tilløb og derefter roterer kroppen, så den passerer overliggeren parallelt og med maven nedadvendt, voldte ham problemer. Han kunne ikke komme over de halvanden meter, som var kravet for at deltage på high school-niveau.

Continue reading "Baglæns ind i fremtiden"