Kål, kaffe og Zizinho

Den 26. april 1951 kunne Kjøbenhavns Boldklub fejre sit 75-års jubilæum. Trods de høje billetpriser var godt og vel 30.000 mennesker mødt op til festlighederne i Idrætsparken. Hovednummeret var en opvisningskamp mellem et forstærket KB og et indbudt, udvalgt brasiliansk hold bestående af spillere fra São Paulo FC og Bangu AC. Kong Frederik 9. var på plads i æreslogen. Før opgørets begyndelse var der faneparade, mens hundredvis af duer fløj til vejrs i et mægtigt sus.

Flyv da bort paa hvide Vinger
byd kun Trods den stride Vind,
KB-guldkorn med I bringer,
tab og vind med samme sind

Det brasilianske mandskab indeholdt flere landsholdsspillere. São Paulo havde vundet det nationale mesterskab i 1943, 1945, 1948 og 1949 og havde netop fuldført en række på 30 kampe uden nederlag. Profilerne var den formidable halfback Bauer og Zizinho, en af verdens bedste fodboldspillere. Sidstnævnte var den offensive strateg på det stærke brasilianske landshold, kendt for sit overblik, store driblerepertoire og sine dræbende afslutninger med begge ben.

Inde på Palace Hotel havde de efterhånden fået grå hår af de sydamerikanske gæster, der selv havde medbragt kaffe og kål og forlangte særligt tilberedte retter. Flere led af hjemve, og alle frøs de bittert i det københavnske forårsvejr. For de forsvarende danske mestre var den fornemme kamp og det samlede jubilæumsprogram et kærkomment åndehul midt i et nedrykningsslagsmål, der skulle finde sin afgørelse få dage senere. KB havde fået hjælp udefra i skikkelse af svenske Calle Palmér, finnen Aulis Rytkönen og den norske innerwing Gunnar Thoresen for at undgå en ydmygelse mod de stærke modstandere.

Continue reading "Kål, kaffe og Zizinho"

Mens vi venter på katastrofen

Teater. Danmarkspremieren på Arne Lygres Jeg forsvinder er en dyster undersøgelse af svigt og det umulige forsøg på at forstå hinanden, som vi forstår os selv.

At besøge et fremmed barns grav vil aldrig være det samme som at besøge sit eget barns grav. Det er et menneskeligt grundvilkår, at vi altid kun kan prøve at forstå andre menneskers helvede, aldrig helt mærke det selv. Herom kredser den norske dramatiker Arne Lygres Jeg forsvinder, der har danmarkspremiere på Aarhus Teater. Annika Silkebergs opsætning af forestillingen, der siden urpremieren i Paris i 2011 har gået sin sejrsgang over hele Europa, er en del af landsdelscenens markante satsning på ny dramatik. Her præsenteres hver sæson fire nye værker i den samme strenge ramme på Studio, en af teatrets mindste scener: ikke flere end fem skuespillere, en sparsom scenografi og publikumsrækkerne placeret samme sted.

Jeg forsvinder er en undergangsfortælling. To unavngivne kvinder, hovedkarakteren (Marina Bouras) og dennes veninde (Camilla Gjelstrup), venter i et hus. Førstnævnte på sin mand, sidstnævnte på sin voksne datter. De gør sig klar til flugten. Datteren (Marie Kristine Marschner) ankommer, og de tre kvinder begiver sig ned til kysten. De klarer sig over sundet, men bliver væk fra hinanden. Bouras ankommer til en menneskefyldt hal. Røgen er kvælende, og hun forsøger at komme ud, men dørene er låst, og hendes liv ender i et tavst, langt skrig om hjælp. Dommedagsdramaet foregår i de medvirkendes ansigter og nede i Lygres sætninger. »Jeg har det godt ...« siger den fortvivlede Bouras. Rebekka Bentzens scenografi består af snesevis af malerbøtter i stabler, tre lange rækker af lysstofrør henover den sorte scene og et videokamera, der kaster close-ups af de medvirkende op på fire fladskærme. Intet andet. Akustikken er rungende. Malerbøtterne skramler rundt, lysstofrørene flimrer.

Continue reading "Mens vi venter på katastrofen"

I ensomhedens mulm

Weekendavisen 20. februar 2015

Sort scene. Sort stol. Sorte klæder fra top til tå. Det der er bærer Peter Asmussen og Simon Stahos signatur, mulmet, og kredser om menneskets ødelagte forsøg på at finde mening i meningsløsheden. Den på én gang afdæmpede og inciterende monolog, der sammen med betonmuren ude på Halmtorvet og DDR-stemningen nede i teatrets kælder udgør en samlet installation, er baseret på Asmussens saftspændte ord fra brevromanen Det Der eR (2012). Vi er som titlen indikerer i Østtyskland i den sidste del af 1980rne. Renate (Karen-Lise Mynster) skriver til sin hemmelige danske elsker, Tom. Små og store breve om stort og småt. Børnene, manden, en ven, der dør, en veninde, der forsvinder. Muren står for fald, og det samme gør Renates forestillingsverden. For findes denne Tom? Det der er er en nådesløs krakelering af et menneske, og Mynster er sublim som den ensomme kvinde, der hitter på for at kunne holde ud. Hendes stærke hænder vrider sig. Hun flytter sig på stolen. Retter på tøjet. »Jeg vil leve nu. Ikke i det der var,« siger hun. Men hvad er det egentlig, der er?

Husets Teater. Det der er. Tekst: Peter Asmussen. Instruktion: Simon Staho. Scenografi og lysdesign: Jenny André. Til 14. marts.

ahb

Luft under vingerne

Essay. Birdman iscenesætter den gamle fejde mellem Broadway og Hollywood, kunsten og kommersen. Men først og fremmest er Oscar-vinderen en begavet virkelighedsleg, der opløser skillelinjen mellem film og teater.

Natten til mandag uddelte det amerikanske filmakademi sine gyldenblanke Oscar-statuetter for 87. gang. Én film løb med den meste opmærksomhed. Mexicanske Alejandro González Iñárritus Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance) vandt fire priser for bedste film, instruktion, originalmanuskript og fotografering. Filmen er en skildring af den luvslidte Hollywood-profil Riggan Thomsons (Michael Keaton) forsøg på at få oprejsning på Broadway. I sin gråhårede debut på teaterscenen spiller han hovedrollen i sin egen opsætning af Raymond Carver-novellen What We Talk About When We Talk About Love. Han pines af den ambitiøse kollega Mike Shiner (Edward Norton), datteren Sam (Emma Stone), og ikke mindst af sin egen fortid som superhelt i fugleklæder. Birdman og Riggan er i den forstand en troldspejling af Keatons egen karriere, der længe var et forsøg på at slippe fri af signatur- og titelrollen i Tim Burtons Batman (1989) og Batman Returns (1992).

Mike er den kompromisløse method-skuespiller, der drikker rigtig sprut på scenen og foragter plastikproduktionerne ovre i Hollywood. »Popularitet er prestigens tarvelige, lille fætter,« siger han. Også Sam, der er Riggans assistent, når ikke hun flirter mig Mike og ryger pot i smug, spotter sin gamle far. »Du laver en forestilling baseret på en 60 år gammel bog for tusinde rige, gamle, hvide mennesker, hvis eneste bekymring er, hvor de skal have deres kage og kaffe, når det hele er overstået,« siger hun. Birdman er i den forstand en filmisk iscenesættelse af en gammel, nordamerikansk fejde mellem kunst og kommers, mellem østkystens panderynker og den tilbagelænede vestkyst. Broadway er ikke Hollywood, og New York er ikke Los Angeles.

Continue reading "Luft under vingerne"

Den store pengekrig

Morgenavisen Jyllands-Posten 22. februar 2015

Sport. Uden for banen kæmper de største klubber om tv-penge, stadiongængere og sponsorater. Men Europas store fodboldforretninger har i stigende grad brug for hjælp udefra, mens også presset fra fansene kan mærkes.

I denne uge påbegyndte Europas største fodboldklubber anden afdeling af sæsonens Champions League. I løbet af de næste knap fire måneder dyster giganter som Real Madrid, FC Bayern München og Manchester City om klubfodboldens fornemmeste trone. Men også uden for banen pågår en skjult styrkeprøve om verdensherredømmet. En styrkeprøve, der handler om penge. Store penge.

Sidste uges vigtigste fodboldnyhed var Sky og BT Sports forlængelse og forbedring af Premier Leagues medieaftale. De to tv-selskaber betaler 51 mia. kroner for rettighederne til den bedste engelske række fra 2016 til 2019. En stigning på 70 pct. i forhold til den tidligere aftale. Ifølge nyhedsbureauet AFP var amerikanske Discovery og qatarske beIN med til at presse prisen i vejret.

Premier League-rettighederne er udbudt i syv tv-pakker, hvoraf Sky sikrede sig de fem (126 live-kampe per sæson), mens BT Sport fik fingre i de to (42 live-kampe). Det astronomiske beløb svarer til, at de 20 Premier League-klubber tjener 101 mio. kroner per transmitteret live-kamp.

Continue reading "Den store pengekrig"