Nr. 19

I morgen er det atter blevet tid til den årlige udvælgelse af Sæsonens Hold i europæisk fodbold. Sammen med tre gode venner (og de mest upartiske, finest dømmende, saglige og bredeste funderede fodboldfolk, jeg kender) har jeg den selvvalgte ære af at skulle finde frem til de absolut bedste spillere på hver position. I år i en 4-2-3-1-formation.

Vi tager ikke (et besynderligt) hensyn til, hvordan de valgte spillere ville spille sammen, hvis de faktisk udgjorde et hold. Ligesom det kun - og absolut kun - er præstationerne fra juni til juni, der tæller (EM'16 medregnes således denne gang). Intet foregående, intet forventet fremtidigt. Kun de seneste 12 måneders bold på UEFA-jord.

På baggrund af sæsonen 2016/17 har vi nomineret +350 spillere, der til daglig repræsenterer et bredt udvalg af klubber fra +15 ligaer i Europa. De stærkeste klubber har naturligvis flest med. I år er der blevet plads til seks danskere (Schmeichel, Christensen, Delaney, Eriksen, Dolberg, Jørgensen), ny rød/hvid rekord. Til gengæld må man spejde langt efter en repræsentant for den reformerede Superliga.

Udover vores hold, som vi sammensatte første gang i juni 1999, har vi i det seneste årti også uddelt Årets Puerta til europæisk fodbolds bedste spiller under 20 år. En pris opkaldt efter den spanske fodboldspiller Antonio Puerta (1984-2007). De tidligere vindere er:

2008 - Micah Richards
2009 - Alexandre Pato
2010 - Mario Balotelli
2011 - Christian Eriksen
2012 - Romelu Lukaku
2013 - Julian Draxler
2014 - Raheem Sterling
2015 - Anthony Martial
2016 - Gianluigi Donnarumma

I de seneste dage har vi, de medvirkende, tygget os igennem et tungt og til lejligheden frembragt kompendium med al tænkelig statistisk information. På fredag kl. 18 indledes de første drøftelser af de 32 nominerede målmænd. Derefter går vi til højrebacken, så venstrebacken og så fremdeles. Vi piller én spiller fra ad gangen, så vi dermed også står tilbage med rangerede positioner (altså, målmændene fra nr. 32 til 1). De sidste fem spillere på hver position stemmes der om, før en endelig, Hal Kochsk enighed indfinder sig.

Sommetider går bølgerne højt, andre gange er det fælles fodslag næsten rørende. Og vi helmer ikke, før vi er færdige med angriberpositionen 10-11 timer senere. Det hele udspiller sig på et gammeldags Subbuteo-underlag, hvorpå alle spillere (opført med klub/land) stimler sammen på små navneskilte, som var der tale om en mirakuløst sjov konfirmation for fodboldeliten. Verden på ét bræt.

Og hvilke spillere er så blevet valgt flest gange til det endelige hold gennem årene? Top 20:

Cristiano Ronaldo – 9
Lionel Messi – 7
Thierry Henry – 6
Alessandro Nesta – 5
Luís Figo – 5
Patrick Vieira – 4
Dani Alves – 4
Xavi – 4
Zinédine Zidane – 3
Andrés Iniesta – 3
Javier Zanetti – 3
Walter Samuel – 3
Marcelo – 3
Gianluigi Buffon – 3
Rivaldo – 3
Ronaldinho – 3
Philipp Lahm – 3
Frank Lampard – 3
Nemanja Vidic – 3
John Terry – 3

ahb, mrm, rbc og mbp

Plagiat (III)

Ansporet af Weekendavisens afsløringer i dag vedr. den omfattende afskrift i Naser Khader og Stig Matthiesens "Hjertet Bløder" (2015) har jeg bladret lidt i Matthiesens "Fodboldnomade", en biografi om Christian Poulsen fra 2010. Til min store overraskelse - jeg anmeldte selv bogen (lettere begejstret!) i JP 2. december 2010 - fandt jeg på bare to sider fire mere eller mindre tydelige eksempler på plagiat eller, hvis vi er venlige, afsmitning. Vel at mærke uden antydningen af en henvisning. Jeg bringer passagerne her nedenfor, bedøm selv:

Min artikel 'Den usynlige hævner' i Politiken, 2. august 2009, s. 12

"Mægtig og magtfuldkommen sad Moggi som en edderkop i sit kolossale spind af vennetjenester og pression (...)"

Fodboldnomade (Matthiesen, 2010), s. 77

"Efter årtusindeskiftet herskede Moggi over italiensk fodbold som en edderkop i sit spind af vennetjenester og pression."

------------------

Min artikel 'Den usynlige hævner' i Politiken, 2. august 2009, s. 12

"Som ung knægt forlod Luciano Moggi skolen tidligt for at knokle en kummerlig løn hjem som jernbanearbejder, før han skiftede spor og begyndte en freelance scouting-virksomhed for lokalområdets mindste fodboldklubber. Purken fra Monticiano nær Siena fik hurtigt smag for den nye verden, og trænerne var oftest målløse over den unge mands evne til at finde frem til lige netop de spillere, der passede til deres mandskab. Ifølge Moggis italienske biograf Marco Travaglio var det ingen tilfældighed: »Han var ikke kun interesseret i en spillers fodboldmæssige kvaliteter, men lige så meget i hans familieforhold, hans personlighed. Moggi var ikke bare en talentspejder, han var som en storebror for de unge spillere«, skriver Travaglio."

Fodboldnomade (Matthiesen, 2010), s. 77

"At Moggi blev et magtmenneske lå ikke i kortene, da han tidligt forlod skolen for at tjene til familiens føde som jernbanearbejder, men han fik hurtigt andre planer og skabte sin egen virksomhed ved på freelancebasis at spotte lovende ukendte fodboldspillere til klubberne omkring hjembyen Monticiano nær den smukke middelalderby Siena i Toscana. De lokale trænere var ganske betaget af den unge mands evner, der tilførte deres mandskaber nye og oftest positive aspekter – og det endda til kun få eller ingen penge. Moggi var på mange måder fremsynet. Han fokuserede fra første færd ikke blot på unge mænds spillemæssige kvaliteter, men også deres personlighed og familieforhold (...)"

Min artikel 'Den usynlige hævner' i Politiken, 2. august 2009, s. 12

"Det var Allodi, der i tresserne og halvfjerdserne styrede store foretagender som 'Grande Inter', Juventus og ikke mindst det azurblå landshold. Den lombardiske patriark havde al magt i disse år og skyede ingen midler i sin jagt på succes. (...) Med Allodi grundlagdes myten om sportsdirektøren som en sejlivet ayatollah uden for verden, men med ubegrænset magt over verden."

Fodboldnomade (Matthiesen, 2010), s. 78

"Tag nu Italo Allodi fra Lombardiet, der tilbage i 60'erne og 70'erne styrede Juventus, Inter og ikke mindst det azurblå landshold med hård hånd. Allodi fiksede afgørende Europa Cup-kampe og grundlagde myten om diktatoriske sportsdirektører, der ikke skyer nogen midler på vejen mod målet."

------------------

Min artikel 'Den usynlige hævner' i Politiken, 2. august 2009, s. 12

"I Juventus i begyndelsen af halvfjerdserne ansatte han en driftig, ung mand, der i årene forinden havde vist sit værd som talentspejder. Luciano Moggi fik ansvaret for at rekruttere ungdomsspillere, og Allodi hjalp ham med at skabe kontakter langt ind i den politiske verden."

Fodboldnomade (Matthiesen, 2010), s. 78

"Sjovt nok var det Allodi, der i begyndelsen af 70'erne ansatte en driftig ung mand under sig, der årene forinden havde vist sit værd som talentspejder på mere lokalt plan. Af Allodi fik Luciano Moggi ansvaret for at hyre nye ungdomsspillere, ligesom Allodi hjalp ham med at skabe kontakter dybt ind i den politiske verden.

ahb

Åbne mesterskaber

Weekendavisen 13. januar 2017

Fodbold. De store europæiske klubber må give slip på deres profiler, mens en diktator i knibe sætter sin lid til tidens farligste angriber. I weekenden begynder Africa Cup of Nations i Gabon.

I den internationale fodboldverden har forholdet mellem Afrika og Europa længe ligget fast. Vi europæere har de etablerede klubber, pengene og den sportslige anerkendelse, som de mest ærgerrige afrikanske spillere ønsker at få del i. Magtudøvelsen er ofte indirekte, men altid ublu. En lang række europæiske fodboldklubber har tætte samarbejdsaftaler med de største talentakademier i storbyer som Lagos, Abidjan, Dakar, Accra, Yaoundé og Douala. Begærlige agenter flokkes i god tid om de dygtigste afrikanske teenagere i håbet om at få en bid af kagen, hvis talentet rækker til en kontrakt i det forjættede land. Det internationale fodboldforbund FIFA har indført et forbud mod handel med mindreårige, men den ene parts drøm om et liv i økonomisk uafhængighed spejles fortsat i den anden parts imperialistiske jargon: De afrikanske spillere omtales som uslebne diamanter og Vestafrika som en sand guldgrube. Men tre uger hvert andet år må herrefolket finde sig i rollen som tjener.

Continue reading "Åbne mesterskaber"

Man gjorde en genre fortræd

Weekendavisen 6. januar 2017

Kommentar. Mens vi voksne (og børnehaverne!) kan opleve ambitiøs scenekunst, bliver de store børn ofte spist af med genopsætninger og middelmådighed.

DR's julekalender Den Anden Verden var tæt på at drukne i debatten om nisser eller ikke nisser. Men et mere interessant – og højtidsuafhængigt – tema i serien var det store barns transformation til en lille voksen. Sara står på scenen på moderens amatørteater, men har det med at forsvinde ind i brødrene Grimms eventyrverden. Hendes tvillingesøster Anna har sceneskræk og ser det som sin opgave at kalde søsteren tilbage til virkeligheden.

Netop mellem på den ene side barneeventyrets gyldne filter, dværgene og dragkostumerne og på den anden side den bevidste voksenverden med angsten for at glemme sin replik findes vel puberteten. Der er desuden noget næsten ironisk over at lade netop denne aldersgruppe være hovedpersonerne i en julekalender om en ambitiøs ungdomsteaterforestilling. Sidstnævnte er nemlig en truet kunstart på dansk jord.

Continue reading "Man gjorde en genre fortræd"

Graham Taylor (1944-2017)

Graham Taylor vil blive husket som den engelske landstræner, der ikke formåede at løfte arven efter Bobby Robson, og som grundlagde det stolte landsholds nu rodfæstede mindreværd. Fra ansættelsen i juli 1990 og hele vejen til hans opsigelse i november 1993 var Taylor den britiske presses yndlingsoffer. Fra begyndelsen stejlede kritikerne ved udsigten til en engelsk landstræner uden pokaler i bagkataloget. Folket ville hellere have Terry Venables eller Brian Clough, og bedre blev stemningen bestemt ikke efter det kuldsejlede EM i 1992.

Tabloidavisen The Sun hetzede lystigt Taylor (som man konsekvent omtalte som Løget), og efter 0-2-nederlaget til Norge i Oslo i juni 1993 var også det engelske fodboldforbund FA's tålmodighed ved at være opbrugt.

»Vi gjorde det elendigt. Jeg tager imod alt, hvad I kommer med. Der er ingen undskyldning for vores præstation,« indrømmede Taylor. Den engelske offentlighed var enig. Kort efter tabte englænderne 0-2 i Boston til de kommende VM-værter, men det var nederlaget til Holland i Rotterdam i den næstsidste kvalkamp i oktober, som blev udslagsgivende for Englands og Taylors videre færd.

Continue reading "Graham Taylor (1944-2017)"